DR i Ukraine: Militæraktion ses som et show

Antiterroraktionen fra ukrainsk side førte ikke meget med sig og anses i høj grad for at have været symbolsk, fortæller DR-korrespondent.

Godt et døgn efter sin egen deadline, sendte den midlertidige regering i Kijev i går militærstyrker ind i Østukraine og formåede at generobre en flyvebase i byen Kramatorsk.

Men de har ikke fået jaget en skræk i livet på aktivisterne.

- Her i området spørger man sig selv, om det virkelig var det. Var det bare et show?, fortæller DR's korrespondent Matilde Kimer.

Et prestigetab for regeringen

Ud over flyvebasen i Kramatorsk, som var ganske let bevogtet, er der ikke meldinger om yderligere indgreb fra ukrainsk side og det noget beskedne resultat af aktionen drager regeringens vilje i tvivl.

- Det er et prestigetab og ligner blot en demonstration af, at man har et militær, vurderer Matilde Kimer.

Hun vurderer imidlertid, at regeringen står en lille smule stærkere efter tirsdagen.

- Det havde været et større prestigetab at blive ved med at forbigå sine egne deadlines uden at møde dem med konsekvenser. I det mindste har man vist, at man kan rykke ud.

Aktivisterne har samlet sig

Indsatsen fra ukrainsk side har haft en konsekvens, som regeringen i Kijev nok ikke havde håbet på.

- Aktivisterne har virkelig samlet sig og har lavet mange flere vejspærringer. Da vi kørte fra Kramatorsk til Donetsk i går aftes, var der over 30 vejspærringer. På vej derop tidligere på dagen var der omkring 10, fortæller Matilde Kimer.

Hun vurderer, at det vil være svært for præsident Oleksandr Turtjinov og resten af den midlertidige regering i Kijev at gøre ret meget ved de mange besatte bygninger, som er fyldt med svært bevæbnede aktivister.

- Man kan næppe lave en hurtig indsats og overtage dem, og spørgsmålet er, om man tør gribe så voldsomt ind, at det kommer til at koste menneskeliv, siger Matilde Kimer.

Se et interview med Matilde Kimer i videoen øverst i artiklen. Herunder kan du sen grafik over området, hvor det ukrainske militær tirsdag gik ind.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:534e31eaa11f9d14d056e1d4