VIDEO DR-journalist mødt af brag og brand ved belejret ukrainsk politistation

DR Nyheders Thomas Ubbesen er lige nu til stede ved politihovedkvarteret i den ukrainske by Horlivka, som er blevet stormet af prorussiske aktivister.

Det var en voldstom stemning, der mødte DR Nyheders udsendte journalist Thomas Ubbesen, da han tidligere mandag ankom til politihovedkvarteret i den ukrainske by Horlivka.

- Vi er lige nu vidne til, at prorussiske ukrainere bombarderer deres eget politihovedkvarter.

- De er ved at smadre bygningen og sætte ild til den, fortæller Thomas Ubbesen.

Kraftige eksplosioner ved politihovedkvarteret

Pladsen foran bygningen har siden søndag været belejret af mere end 1.000 demonstranter, og mandag stormede 100 prorussiske aktivister så politihovedkvarteret og tvang politiet, som støtter den ukrainske regering, til at overgive sig.

Kort før han ankom til politistationen lød der kraftige brag fra området.

- Vi har lige fået at vide, at der har været en serie af eksplosioner ved politihovedkvarteret for få øjeblikke siden.

- Folk på gaden har også fortalt os, at der har været kraftig skudveksling.

Urolighederne har spredt sig fra Donetsk

Der bor omkring 300.000 mennesker i byen, der ligger tæt på Donetsk, der har været en af hovedarenaerne for de seneste dages uroligheder.

Her har prorussiske aktivister blandt andet besat bygninger.

Se Thomas Ubbesens reportage i videoen øverst i artiklen.