Obamas hjertebarn til eksamen: Syv millioner har meldt sig til ObamaCare

31. marts var deadline for at melde sig til forsikringsordninger gennem omstridte ObamaCare.

Køerne med amerikanere, der ventede på at skrive sig op til ObamaCare, var lange den 31. marts. (© Scanpix)

Deadlinen for at melde sig til sundhedsreformen ObamaCare indtraf i går og syv millioner amerikanere, der hidtil ikke har haft nogen forsikring, har meldt sig til ordningen.

Spørger man regeringen i Washington, er sundhedsreformen en kæmpe succes med massiv folkelig støtte.

- Jeg forventer, at den amerikanske regering har svært ved at få armene ned, når Obama vil tale til befolkningen senere i dag, siger Oliver Routhe Skov, DR-korrespondent i USA.

Barack Obama har gjort det til sin mærkesag at få gennemført den såkaldte Patient Protection and Affordable Care Act - også kaldet ObamaCare.

Skal skaffe forsikring til alle

Målet med reformen er at sikre, at de mellem 35 og 50 millioner, der i dag ikke har en sundhedsforsikring i fremtiden vil være forsikret.

Disse mennesker er typisk hverken fattige nok til at modtage hjælp gennem MedicAid eller rige nok til selv at have en forsikring eller være forsikrede gennem deres arbejdsgiver.

ObamaCare pålægger forsikringsselskaberne at tilbyde alle en forsikring og lokker uforsikrede med et skattefradrag, hvis de tegner en forsikring gennem ObamaCare.

Til gengæld bliver det lovpligtigt at have en sundhedsforsikring. Har man ikke det, straffes man fra 2016 med en bøde på knap 695 dollars om året.

Været plaget af tekniske problemer

Det var tilmeldingen til ObamaCare, der var deadline for i går. Den oprindelige deadline var den 15. december sidste år, men dengang valgte regeringen at udskyde skæringsdatoen på grund af tekniske problemer.

- Det har været relativt kaotisk det seneste halve år. Hjemmesiden med tilmelding har haft store tekniske vanskeligheder, og der har været stor modstand mod reformen.

- Det har desuden været meget usikkert, hvor mange der ville skrive sig op, siger Oliver Routhe Skov fra Washington til DR2 Dagen.

På den baggrund vurderer han, at syv millioner indskrevne er et godt resultat.

- Regeringen vil sige, at det var det man kunne nå, med de midler man havde, og de politiske modstandere man havde. Syv millioner flere forsikrede er godt, vil man sige, siger Routhe Skov.

Mærkesag

ObamaCare bliver af mange vurderet til at være den største sundhedsreform, siden man i 1960'erne indførte MedicAid til de fattige og MediCare til de ældre. På den baggrund har Barack Obama gjort sundhedsreformen til sin absolut vigtigste mærkesag.

- Man kan slet ikke overvurdere, hvor vigtig sundhedsreformen er for Obama. Det bliver det store stykke politiske arbejde, der står tilbage efter Obamas regeringsperiode, siger Routhe Skov.

Voldsom republikansk modstand

Bill Clinton forsøgte at gennemføre noget lignende i 90'erne uden held. Dengang, som nu, frygter de republikanske modstandere, at reformen trækker de amerikanske samfund mod de europæiske velfærdssamfund.

Republikanere har hele tiden kæmpet imod reformen og har lige nu en række retssager kørende mod den.

Så selvom syv millioner nu har tilmeldt sig, er det nye forsikringssystem ikke sikret i al fremtid.

- Men viser det sig, at man kan holde prisen i ro, og det her er en god forretning, så vil det være svært for en kommende regering at skrue systemet fra hinanden igen, siger Oliver Routhe Skov.