Klimaminister: Vi kan godt vende udviklingen

Vi kan stadig nå at bremse de negative konsekvenser af klimaforandringerne, siger klimaminister Rasmus Helveg Petersen.

Omstilling fra kul og olie til vedvarende energi skal forhindre, at de uhyggelige fremtidsscenarier i den seneste rapport fra FNs klimapanel bliver til virkelighed, siger klimaminister Rasmus Helveg Petersen. (© Scanpix)

I nat udgav FN's klimapanel, IPCC, en rapport der ifølge panelet selv er er den hidtil mest omfattende dokumentation af klimaforandringernes skadelige konsekvenser.

Konklusionen er klar: Mindsker vi ikke udledningen af CO2, vil hele verdens befolkning komme til at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne i form af risiko for oversvømmelser, problemer med at skaffe rent drikkevand og dårligere høstudbytte.

Et uhyggeligt fremtidsscenarie, mener klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R). Men det er et scenarie, vi kan undgå.

- På den ene side er det en meget skræmmende rapport, men på den anden side er der jo også håb, siger han.

Udsigt til dårligere høst

Allerede i dag oplever vi en lang række ubehagelige følger af klimaforandringerne - men det kan blive langt værre i løbet af dette århundrede, hvis ikke vi begynder at udlede mindre CO2, konstaterer klimapanelet i rapporten.

Blandt andet vil den globale opvarmning betyde markant lavere udbytte af landbrugsjorden flere steder i verden. Marker med ris, majs og hvede vil i områder i Australien, Afrika og Sydamerika give dårligere udbytte, hvis temperaturen fortsat stiger.

Men det behøver ikke at gå så galt, mener Rasmus Helveg Petersen.

- Vi kan stadig nå at forhindre det, og det viser rapporten også med al tydelighed. Vi kan forhindre de menneskeskabte problemer i at ske ved at ændre vores adfærd, siger han.

Danmark går forrest

Klimaministeren mener allerede, at vi er på rette vej i Danmark, når det handler om at bremse klimaforandringerne.

- I Danmark er vi godt i gang med vores energiaftale og klimalov og omstiller os fra kul til vedvarende energi.

- Men vi skal have andre lande med ved at påvirke i EU og FN's klimaforhandlinger, siger Rasmus Helveg Petersen.

Omfattende dokumentation

Den seneste rapport fra IPCC er baseret på over 12.000 forskningsartikler om klimaet, hvilket er dobbelt så meget forskningsmateriale som rapporten fra 2007 byggede på.

At klimaforandringerne er menneskeskabte, kan der ikke længere være tvivl om, mener Rasmus Helveg Petersen.

- Det har vi har her er ikke en tilfældig rapport. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved den, og den bør få alle til at handle, siger han.