En diplomatisk løsning på krisen i Ukraine kan være rykket tættere på, efter den amerikanske præsident Barack Obama fredag snakkede med Ruslands præsident Vladimir Putin over telefonen.
Det Hvide Hus oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de to præsidenter snakkede sammen i en time, efter Barack Obama har foreslået en diplomatisk løsning på den tilspidsede konflikt.
- Giv os et skriftligt svar
Obama skulle have foreslået, at Putin kommer med et konkret og skriftligt svar på det forslag, som den amerikanske udenrigsminister John Kerry foreslog russernes udenrigsminister Sergej Lavrov tidligere på ugen.
- Præsident Obama understregede over for præsident Putin, at USA fortsat bakker op om en diplomatisk vej i tæt konsultation med Ukraines regering, lyder det i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.
- Præsident Obama gjorde det klart, at dette kun er muligt, hvis Rusland trækker sine tropper tilbage og ikke tager yderligere skridt, der krænker Ukraines territoriale integritet og suverænitet.
FN: Putin ikke flere militære træk
Obama har foreslået, at internationale observatører bliver sat ind på øen Krim for at værne om det russiske mindretal i Ukraine, og at Rusland trækker deres tropper tilbage til deres baser.
Obama snakkede med Rusland fra Saudi-Arabien, hvor han fredag særligt diskuterede situationen i Syrien med saudernes konge Abdullah.
Samme dag i New York sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at den russiske præsident "ikke har nogen intentioner" om yderligere militære træk i Ukraine.