Den australske premierminister, Tony Abbott, udtrykker håb om at komme nærmere en forklaring på, hvad der skete med det forsvundne Malaysia Airlines-fly og dets 239 personer om bord.
- Det er stadig for tidligt at være sikker, men vi har naturligvis fået en række troværdige spor, og der er et stigende håb, siger han.
- Det er ikke mere end et håb om, at vi måske er på vej til at finde ud af, hvad der skete med dette skæbnesvangre fly, siger Tony Abbott.
En træpalle
Udmeldingen kommer, efter at et antal uidentificerede genstande er blevet spottet i eftersøgningsområdet omkring 2500 kilometer sydvest fra Perth i Australien.
Abbott forklarer, at der er tale om små genstande i området deriblandt, som jeg har forstået det, en træpalle.
Australiens marinesikkerhedsmyndigheder oplyste natten til søndag, at der skal foretages yderligere efterforskning for at fastslå, hvorvidt genstandene tilhører flyet MH370.
Nyt satellitbillede
Kina offentliggjorde lørdag et nyt satellitfoto af en stor flydende genstand, som muligvis kan knyttes til den savnede Boeing 777-fly, der forsvandt for mere end to uger siden undervejs fra Malaysia til Kina.
Den australske premierminister kommenterede ikke direkte det kornede fotografi, der er taget 18. marts, og som viser en genstand på 22,5 gange 13 meter flydende i den sydlige del af Det Indiske Ocean.
Genstanden er spottet 120 kilometer fra det sted, hvor satellitbilleder fra 16. marts viser to mulige vragdele i det fjerntliggende, stormombruste havområde.
Flere fly søndag
Søndag slutter to kinesiske og to japanske fly sig til den store eftersøgning af de mulige vragrester.
- Før at vi kan være mere specifikke omkring, hvad det kan være, så er vi selvfølgelig nødt til faktisk at finde noget af materialet, siger Tony Abbott.
/ritzau/AFP