Måske har Kina fundet vragrester fra forsvundet fly

En genstand på 30 gange 22 meter er fundet i Det Indiske Ocean.

Objektet, som en kinesisk satellit har fanget. (© Scanpix)

Kinesiske efterforskere er i gang med at granske nye satellitbilleder, som kan vise vragdele af det forsvundne fly fra Malaysia Airlines.

Det oplyser den malaysiske transportminister, Hishammuddin Hussein, på sin daglige pressebriefing i Kuala Lumpur lørdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge BBC er der tale om flere genstande, som flyder rundt i den sydlige del af Det Indiske Ocean - en af delene skulle være en genstand på 22 gange 13 meter.

Man har sendt skibe afsted for at undersøge genstanden nærmere.

Genstandene flyder rundt 120 kilometer fra det sted, som verdenspressen tidligere på ugen vendte fokus mod. Torsdag meldte de australske myndigheder nemlig, at man havde observeret noget, der kunne være vragrester fra flyet i Det Indiske Ocean, men på trods af omfattende eftersøgning, har man stadig ikke fundet noget.

Kina vil komme med flere oplysninger

Den kinesiske regering vil komme med flere oplysninger senere på lørdagen.

Fly MH370 forsvandt bare en time efter, at det var lettet fra lufthavnen i Kuala Lumpur i Malysia med retning mod Beijing den 8. marts. Ombord var 239 mennesker, de fleste var kinesere.

Kina er et af de i alt 26 lande, som deltager i eftersøgningen af flyet.

Midt under dagens pressebriefing fik den malaysiske transportminister stukket en håndskrevet seddel i hånden. På sedlen står der, at kinesiske satellitter kan have observeret vragrester fra det forsvundne fly (Foto: © MANAN VATSYAYANA, Scanpix)

Fly observerer område

Fredag fløj fem fly hen over et område på 23.000 kvadratkilometer i den sydlige del af Det Indiske Ocean, og seks fly har lørdag jagtet genstandene i et område på 36.000 kvadratkilometer.

Til sammenligning har Danmark et areal på cirka 43.000 kvadratkilometer.

Indtil videre har man altså ikke fundet noget.