Thailands regering melder tirsdag, at det efter næsten to måneder er slut med undtagelsestilstanden i Bangkok og omkringliggende områder.
Undtagelsestilstanden har skadet turismen, og regeringen håber, at man igen kan sætte fart i denne for Thailand vigtige industri.
- Ophævelsen sker for at genopbygge tilliden i økonomien og turismesektoren, siger landets premierminister, Yingluck Shinawatra.
23 er blevet dræbt
Undtagelsestilstanden erstattes af en anden særlov, en intern sikkerhedslov.
- Vi er overbeviste om, at vi kan håndtere situationen, så regeringen har besluttet at ophæve undtagelsestilstanden, som mange har efterspurgt, siger premierministeren.
Beslutningen om at indføre undtagelsestilstand i Bangkok skete 21. januar i tiden op til det planlagte valg, som Yingluck Shinawatra havde udskrevet for at dæmpe uroen i landet.
Konflikten i Thailand var længe præget af store fredelige demonstrationer, men der skete siden en række voldelige sammenstød, som har kostet 23 mennesker livet.
Mange aflysninger
Tusindvis af demonstranter protesterede dagligt ved regeringsbygninger i Bangkok mod landets premierminister, som anklages for omfattende korruption.
Demonstranterne mener, at hun er en marionetfigur for den tidligere regeringschef - hendes bror, Thaksin Shinawatra, der lever i eksil.
Undtagelsestilstanden i Bangkok har betydet aflysninger eller udsættelser af konferencer, koncerter og sportsarrangementer, blandt andet golfturneringen Thailand Open.
/ritzau/AFP