Ukraines svar på afstemning: Indkalder 40.000 soldater

Ukraine indkalder 40.000 reservister som en del af en generel oprustning efter begivenhederne på Krim.

Ukraine mobiliserer 40.000 reservister (Foto: © SERGEI SUPINSKY, Scanpix)

Parlamentet i Ukraine har beordret en mobilisering af militære styrker, og der indkaldes 40.000 reservister til aktiv tjeneste, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Formanden for Det Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd, Andriy Parubiy, oplyste parlamentet om, at 20.000 af soldaterne bliver en del af de Ukraines regulære militær, mens de andre 20.000 bliver indlemmet i den nationalgarde, der blev oprettet i går aftes.

Ny nationalgarde

Siden i går har den ukrainske regering efterlyst mænd til nationalgarden, oplyser DR's reporter, Anna Gaarslev fra Kijev.

Hun fortæller, at den ukrainske regering håber på at få parlamentet til at øge militærbudgettet op til 10 gange, hvad det er nu. Ifølge Anna Gaarslev er det sandsynligt, at afstemningen kan finde sted allerede i dag.

Samtidig har ukrainerne i praksis lukket grænsen mod Rusland.

- Man har en mistanke om, at de uroligheder, som vi har set de seneste par dage, er startet af russere, der er rejst over grænsen for at lave rav i gaden, siger hun.