Lidegaard: Krims ja til Rusland må betyde sanktioner

Falder søndagens valg til Ruslands fordel, skal EU indføre sanktioner, mener Danmarks udenrigsminister.

- Denne her folkeafstemning savner enhver legitimitet, den sker under en besættelse og bliver boykottet af både Krimtartarene og det ukrainske mindretal på Krim, siger Lidegaard. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Efter alt at dømme falder resultatet af Krim-afstemningen til Ruslands fordel, og bliver det en realitet, når stemmerne i aften er talt op, står EUs udenrigsministre klar med de varslede sanktioner.

Det fortæller udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til Ritzau.

- Hvis det står til mig, vil resultatet føre til, at Vesten, herunder EUs udenrigsministre, i morgen (mandag red.) indfører sanktioner mod målrettede personer.

- Sanktioner som handler om at indefryse penge, som de ansvarlige personer for det her har stående i europæiske banker, og nægte dem indrejse til EU, siger Martin Lidegaard.

Skuffet over Rusland

Han forventer, at EUs udenrigsministre i morgen vil træffe den beslutning.

Ministeren er skuffet over, at Rusland har valgt at lade Krim gennemføre folkeafstemningen, trods EUs tilbud om forhandling.

- Denne her folkeafstemning savner enhver legitimitet, den sker under en besættelse og bliver boykottet af både Krimtartarene og det ukrainske mindretal på Krim, siger Lidegaard.

Han mener dog, at det internationale samfund, herunder EU, har gjort hvad de kunne, for at forhindre Krim-afstemningen.

- Vi har hele tiden gjort det meget klart, at udviklingen på Krim har været helt uacceptabel og at denne afstemning kun optrapper konflikten og øger risikoen for, at det her kan ende i en væbnet konflikt, siger Lidegaard og tilføjer:

- Vi har også hele tiden sagt, at forhandlingsdøren står åben, og at det er den eneste løsning, der er på denne konflikt, men Rusland har ikke taget imod vores udstrakte hånd, og derfor er det naturligt, at vi nu skrider til de næste sanktioner.

Rusland nedlagde lørdag veto mod resolutionen fra FNs Sikkerhedsråd, der havde til hensigt at underkende søndagens folkeafstemning på den ukrainske halvø Krim.

/ritzau/