På et netop afholdt pressemøde har den malaysiske premierminister, Najib Razak, fortalt, at det store hold af internationale efterforskere har fundet ud af, at nogen slukkede for kommunikationssystemet på det forsvundne fly MH370 fra Malaysia Airlines.
Flyets bevægelser på militære radarer tyder på en bevidst handling, siger han.
- Tidligt i morges blev jeg briefet om, at nye informationer kaster nyt lys over, hvad der er sket med flyet. Baseret på de nye satellitoplysninger, kan jeg med stor sikkerhed sige, at flyets kommunikationssystem blev slået fra, kort før det nåede Malaysias østkyst.
Kort forinden blev også flyets rapporteringssystem og dets transponder slukket, oplyser Najib Razak.
Han siger, at den sidste kontakt med flyet er rapporteret 8. marts klokken 8.11 malaysisk tid - Over seks timer efter flyet på mystisk vis forsvandt fra civile radarer.
Fly vendte tilbage til Malaysia
Ifølge de nye undersøgelser har nogen med vilje drejet flyet, der ellers var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing, tilbage mod Malaysia og videre mod vest for derefter igen at skifte kurs mod nordvest, før det forsvandt fra alle militære radarer.
- Vi har nu skiftet fokus og ser nærmere på flyets crew og passagererne ombord, siger premierministeren.
- På trods af mediespekulationer om flykapring er vi stadig nødt til at undersøge alle årsager, der førte til, at flyet forlod sin vanlige rute.
- Vi har et ansvar over for de pårørende, så alle oplysninger er sikre, siger han.
- Jeg har fuld forståelse for det desperate behov for at få informationer. Ingen kan beskrive den smerte, som familierne gennemgår, og mine tanker går til de pårørende.
Ny lande er orienteret om mulig rute
Najib Razak oplyser, at de nye radarundersøgelser af flyets placering i luften indikerer, at flyet har befundet sig på en af to mulige strækninger. Enten fra grænsen til Kasakhstan til det nordlige Thailand eller på en sydlig korridor fra det sydlige Indonesien til Det Indiske Ocean. Og det er en anden placering, end man hidtil har troet.
Det betyder, at myndighederne nu indstiller eftersøgningen af flyet i Det Sydkinesiske Øhav, siger Najib Razak.
Samtidig involverer de nye mulige forsvindingssteder endnu flere landes luftrum, og derfor er de pågældende landes ambassader blevet indkaldt til briefing om sagen.
- 14 nationer har (indtil videre, red.)deltaget i efterforskningen, siger premierministeren.
57 skibe og 48 fly leder efter MH370. Flyet forsvandt 8. marts med 227 passagerer og 12 kabinefolk ombord. Tidligere har man søgt i Det Sydkinesiske Øhav, Det indiske Ocean og lige ud for Malaccastrædet, der ligger på vestkysten i Malaysia.