Urolighederne i det østlige Ukraine kan få Rusland til at gå ind i landet med militær magt.
Sådan lyder budskabet fra den russiske regering. I en officiel udtalelse fra det russiske udenrigsministerium fastslår Rusland, at landet har pligt til at beskytte russisktalende borgere i Ukraine.
- Rusland er opmærksom på sit ansvar for at beskytte sine medborgere og broderfolks liv i Ukraine og forbeholder sig retten til at tage disse folk under sin beskyttelse, skriver ministeriet i en pressemeddelelse ifølge New York Times.
Rusland vil beskytte russere i Donetsk
Det russiske budskab kommer som en direkte reaktion på, at mindst én person torsdag døde i den østukrainske by Donetsk, da pro-russiske og pro-ukrainske demonstrationer endte i voldelige sammenstød.
Ifølge de russiske myndigheder blev de fredelige pro-russiske demonstranter angrebet af 'højrefløjsgrupper'.
- Vi har flere gange fortalt dem, der har taget magten i Kijev, at de skal tage afvæbne disse oprørere og sikre (den russiske, red.) befolknings lovformelige ret til at samles og demonstrere, står der i udtalelsen ifølge kyivpost.com.
Russiske tropper står allerede på Ukraines grænse
Donetsk ligger tæt på den russiske grænse og har et lille russisk befolkningsflertal. Byen har i flere dage været ramme om en stigende uro mellem de russisktalende og ukrainske borgere.
Et lokalt parlament har således været skueplads for direkte kampe mellem ukrainere og russere, som på skift har indtaget bygningen og hejst det russiske eller ukrainske flag for at udtrykke deres tilhørsforhold.
For tiden er flere tusinde russiske kamptropper udstationeret på grænsen til Ukraine til militære øvelser, og nervøsiteten i Ukraine er på sit højeste.
Her frygter den midlertidige præsident, at Rusland forbereder en invasion af landet.
Rusland: Langt fra enighed med USA
Udmeldingen fra Ruslands regering kommer samme dag som den russiske udenrigsminister Lavrov og USA's modpart John Kerry mødtes til topmøde i London, hvor eneste punkt på dagsordenen var Ukraine.
Topmødet mellem de to stormagter var på forhånd udset til at blive afgørende for krisen på Krim, men efter fem timers møde forlod de to parter hinanden endnu mindre enige end før.
- Vi er langt fra at komme til en fælles forståelse, sagde Ruslands udenrigsminister Lavrov efter topmødet.