På denne tid sidste år skrev jeg, hvordan kristne og muslimske syrere i den mindre by Yabrud lidt nord for Damaskus, fungerede som et mønstereksempel for sameksistens midt i krigen.
De gik i skole og arbejdede sammen på tværs af religion og etnicitet og hjalp deres medborgere, der ankom til byen i det tøj, de stod i - flygtede fra deres udbombede huse og faldne liv andre steder i Syrien.
Her solgte butikkerne stadig vindruer og de syrlige, grønne kirsebær. Der var timelange køer til benzinstanderen - trods alt var der stadig benzin at købe eller slås om, som et par motorcyklister holdt på med.
Engelsklærer Nasser underviste en broget skare af elever, selvom de kunne se regimets ballistiske Scud-missiler på himlen fra skolegården. Og jeg gik til frisøren for første gang i fem år og fik studset spidserne hos den kristne kvinde Nadia. I dag er Nadia flygtet. Hvorhen ved jeg ikke, men jeg skylder hende stadig for den klipning - hun sendte blot et fingerkys på tværs af salonen, da jeg ville betale.
Bazargaden er bombet til ukendelighed. Hvor de saftige vindruer lå og lokkede, er der nu grå og asymmetriske murbrokker. Flygtningene er flygtet videre i det samme tøj, de ankom i til Yabrud, og mange flere er blevet fordrevet. Regimet og præsident Assads allierede Hizbollah-milits fra Libanon har indledt en offensiv på en by, der for et år siden var et livligt helle midt i krigen.
- Mine rødder sidder dybt i Yabruds jord. Intet udover døden får mig til at forlade min hjemstavn, skriver Nasser til mig via Facebook.
Situationen er dødsens alvorlig
I regimets øjne er Nasser terrorist. Vil Yabrud ende som mange andre byer i Syrien, tilintetgjort? Hvornår vil blodbadet og katestrofen i det hårdt prøvede land høre op? Og interesserer vi os overhovedet for, at det i denne tid er tre år siden fredelige demonstranter blev skudt i Syrien?
Eller er mærkedagen mere som et krondiamantbryllup mellem to mennesker, der har afskyet hinanden i årtier - bare noget vi skal have overstået med en stærk kop kaffe fra termokanden uden øjenkontakt eller samtale?
På vej ind i revolutionens og krigens fjerde år er opstået et militært og politisk dødvande uden synlige militære eller politiske løsninger i sigte. Det efterlader Syrien i et vedvarende og afskyeligt blodbad, der for længst er blevet hverdagsbegivenheder, ligesom når vi køber basser hos bageren.
Regimet generobrer territorier, men de nyvundne kvadratmeter består hovedsageligt af ruiner og smadrede skoler, hospitaler, veje og forladte huse uden hjerter, der banker for præsidentens kontrol. Folk er flygtet for længst fra kampe og styrets tøndebomber og andet isenkram, der bliver sendt mod jorden fra fly og helikoptere i én uendelighed.
Efter at det internationale samfund i efteråret vedtog resolutionen om fjernelsen af Assads kemiske våbenarsenal, en proces der i øvrigt er forhalet og forsinket af regimet, løfter de færreste et øjenbryn.
Alligevel kan præsident Assad ikke vinde krigen militært. Uanset, hvilke landmasser han besidder, vil Syrien aldrig blive, som det var. Heller ikke selvom præsidenten ender med at stille op som kandidat til det planlagte præsidentvalg til sommer og bliver valgt med 97 procent af stemmerne som ved seneste pyntevalg i 2007.
Regimet skal ikke regne med at kunne få valghandlingen til at se legitim ud, selvom alt er sat ind på netop det. De færreste forestiller sig en Assad der, hvis han stiller op, iværksætter vælgermøder blandt de omtrent tre millioner flygtninge i nabolandene, eller suser afsted i kampagnebussen til de døde sjæles ruinerede by, det tidligere forretningscentrum Aleppo. Oprørerne vinder heller ikke militært over regimet. De har travlt med at bekæmpe hinanden og kopiere regimets brutalitet.
Fjenderne er blevet flere, hvilket forstyrrer den oprindelige kamp mod regimet. Krigere fra den al-Qaeda relaterede gruppe ISIS, er ikke længere velkomne i det nordlige Syrien med deres stenaldermentalitet, hvad end det er formaninger til lokale kvinder om at dække sig til eller hånds-, finger- eller halsafhugninger i det offentlige rum direkte transmitteret til verden via det sociale medie, Twitter.
De mere sekulære oprørsgrupper og andre islamistiske grupper har udstedt et ultimatum til ISIS, der efter mange måneder har trukket sig fra eksempelvis grænsebyen Azaz. Men ISIS-gruppen adspreder oprørets kampkraft og forstyrrer verdens forestilling om det sekulære oprør, der er blevet erklæret dødt og desintergreret. Oprørsgrupper omkring Yabrud har på det seneste måtte afgive hver ti krigere til at kæmpe mod ISIS i en periode, hvor de ellers er travlt optaget af at kæmpe mod regimet og Hizbollah.
Regimet benytter sig af ekstremisterne i ISIS
Regimet køber olie og gas af ISIS, og Assad-styret bruger deres tilstedeværelse til at fragmentere oppositionen. Derfor undgår regimet bombetogter på himlen over ekstremisterne, mens områder hvor den Frie Syriske Hær opholder sig, bliver angrebet på daglig basis. Personer, der har kendskab til den militære situation i Syrien, fortæller at dette mønster er "åbenlyst" ved en simpel sammentælling af angreb i geografisk perspektiv.
Det er ligeså tydeligt, at regimet fortsat satser på en militær løsning på krigen snarere end en politisk løsning. Den indbefatter udrensning og udsultning af al modstand.
Ideen er, at folk på sigt vil overgive sig, hvis de bliver sultne nok. Efter regimets giftgasangreb den 21. august 2013, hvor 4. panserdivision fik gjort det lidt for synligt, at regimet benyttede sig af nervegas, er andre metoder kommet i brug.
Præsidenten, som vestlige lande gentagne gange har udråbt som en krigsforbryder, der skal straffes ved domstolen i Haag, men som ikke vil ske, fordi Rusland vil veto en sådan afstemning i FN's Sikkerhedsråd, ejer ingen vilje eller incitament til forhandlinger med oppositionen. Det blev ellers forsøgt i Geneve, men det lignede mest af alt et skuespil, hvor ingen af parterne ville forlade bordet først for at se pænest ud.
Parterne kunne end ikke forhandle sig til rette om at skabe noget så elementært som en humanitær korridor til den gamle by i Homs, hvor tusindvis af mennesker havde levet under belejring i mere end et år. De havde spist græs og rotter for at overleve, sagde de. Men regimet ville have udleveret lister på belejrede mænd i kampalderen mellem 15-55 år, som de ville bruge i efterretningsøjemed, så det sagde oppositionen nej til.
Alligevel fik FN efter forsøget i Geneve forhandlet en aftale hjem med guvernøren i Homs om at give adgang til nødhjælp og få evakueret så mange som muligt.
Nødhjælpskonvojer blev angrebet fra begge sider under "våbenhvilen", så begrænsede mængder nødhjælp nåede ind i den gamle by. Og hvad værre var, at FN's humanitære mission på skandaløs vis blev misbrugt af regimet for øjnene af organisationens udsendte, der kun kan operere i Syrien under regimets betingelser, hvilket i sagens natur betyder, at regimet kan gøre hvad som helst foran de lyseblå og bløde baretter.
Handlingslammet og magtesløst
Flere hundrede mænd i kampalderen blev tilbageholdt og afhørt på en skole i Homs. Både om dem selv og de tilbageværende mænd i den belejrede bydel. Homs-guvernøren forsikrede over for BBC World News, at de mænd, som regimet beholdt i sin varetægt, ville få en "fair rettergang". Det var der naturligvis ingen, der kunne tro på.
FN og det internationale samfund virker altså både handlingslammet og magtesløst over for en konflikt, som diverse stormagter og egoistisk og strategisk beregnende interessenter med deres indblanding formår at holde i live. På regimets side er det Iran, Rusland, Hizbollah-militsen i Libanon og på oprørets side USA, EU, en række golflande og Tyrkiet. End ikke en begrænset humanitær operation, der har til formål at hjælpe nogle få men trængte, kan forløbe uden problemer.
Alt andet lige er det for de fleste borgere i EU-landene inklusive Danmark nemmere at forholde sig til en opstandelse i Ukraine i "vores egen baghave", der kan få uoverskuelige konsekvenser for os naboer, end en brutal konflikt i Mellemøsten.
På den korte bane ser syrerne da også ud til at blive taberne i det forværrede forhold mellem USA og Rusland efter udviklingen i Ukraine og på Krim - i forvejen kunne de stort set kun enes om at fjerne Assads kemiske våben, hvilket dulmede den dårlige samvittighed og ellers gav frit lejde til at fortsætte krigen.
Den 15. marts, på tre-årsdagen for revolutionen, passerer regimet endnu en deadline for aflevering og destruktion af de farligste kemiske komponenter. Vil det betyde noget for os?
En hel generation af syrere er sandsynligvis tabt i ruinerne. De overlevende lider af depression og posttraumatisk stress, som aldrig bliver behandlet i et land, hvor sundheds- og skolesystemet er skudt i sænk, og de tilbageværende læger må operere uden bedøvelse for at redde liv.
Der er ingen nemme løsninger i Syrien, men det er nemt at føle sig magtesløs og tabt i det store komplicerede billede. Både hvis man er syrer og dansker.
Vi kan desværre kun frygte, hvad krigens fjerde år vil byde på. Vil Nasser begraves i sit Yabrud? Vil Nadia åbne en frisørbule i en flygtningelejr? Tør vi stadig håbe og tro og engagere os? Måske kan vi begynde nu - med at se hinanden i øjnene på denne mærkedag og spørge, hvor langt fra egen dørtærskel vores medmenneskelighed og engagement rækker i 2014.