Forsvundet fly censureres i Kina

Den kinesiske stat forsøger at få folk til at snakke om politik i stedet for flystyrt.

(Foto: © DR, DR)

De kinesiske myndigheder forsøger nu at kontrollere mediernes skriverier om det forsvundne fly fra Malaysia Airlines.

Det skriver Politiken.

I en meddelelse til landets medier skriver Kommunistpartiets Centrale Departement for Propaganda, at medierne skal holde sig til informationer fra det statskontrollerede nyhedsbureau Xinhua, og ikke "analysere eller kommentere på flyet".

- Alle medier skal afholde sig fra at interviewe familiemedlemmer uden tilladelse. Man må ikke tilskynde utilfredse holdninger, står der videre.

Det er en rygtestorm

Ifølge DR Nyheders korrespondent i Kina, Søren Bendixen, forsøger den kinesiske stat at standse spekulationer om mulig terror, fordi de hellere vil have befolkningen til at koncentrere sig om det årlige politiske topmøde, som afholdes i disse dage.

- Flyet optager alle, og der har været en hel ubeskrivelig rygtestorm. Men man er ikke interesseret i alverdens spekulationer, som man ikke kan styre, siger Søren Bendixen.

Til gengæld har staten givet grønt lys til, at man kan kritisere de malaysiske myndigheder for deres håndtering af efterforskningen.

Har ikke oplevet problemer selv

At forsøge at kontrollere nyhedsstrømmen er en klassisk taktik fra statens side, og det kan være farligt at gå imod deres ønsker.

- Det er altid nogen, der forsøger at udfordre de her retningslinjer, men straffen kan være relativt hård, så det er altid en fin linje, som redaktørerne forsøger at balancere på, siger Søren Bendixen.

Selv har han dog ikke haft problemer med at interviewe de berørte familier, selvom det i beskeden til medierne hedder sig, at de ikke må interviewes uden tilladelse.

239 personer savnet

Flyet fra Malaysia forsvandt sporløst fredag klokken 17:41 dansk tid. Der var 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer ombord.

35 fly og 40 skibe har været involveret i eftersøgningen indtil videre, men det er ikke lykkedes at finde nogen spor af flyet.

I mellemtiden har Interpol indledt en international efterforskning, fordi to passagerer på flyet havde et falsk pas.