Radarsignaler tyder på at forsvundet fly vendte om

Det forsvundne malaysiske fly vendte måske om, før det forsvandt, meddeler landets militær.

I går opdagede vietnamesiske militærfly to store oliepøler ud for Vietnam, men om de stammer fra det forsvundne fly vides ikke. (Foto: © Hoang Ha, Scanpix)

Radarsignal tyder på, at det forsvundne Malaysia Airlines-fly vendte om, før det forsvandt, meddeler malaysisk militær. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det vi har gjort er faktisk at undersøge optagelser fra radaren, og så har vi indset, at der er en mulighed for, at flyet vendte om, siger chefen for det malaysiske flyvevåben, Rodzali Daud.

Jagten på det forsvundne fly fortsætter søndag i havet ved Vietnam.

Udvider eftersøgningsområde

Ifølge Malaysias transport- og forsvarsminister, Hishamuddin Hussein, har man udvidet eftersøgningsområdet i tilfælde af, at passagerflyet vendte om over Det Sydkinesiske Hav.

Malaysia Airlines rute MH370 lettede fredag klokken 17.41 dansk tid fra Kuala Lumpur og skulle være landet i Beijing klokken 23.30 samme dag.

Flyet havde 239 mennesker om bord, og lørdag kom det frem, at to af flyets passagerer rejste på stjålne pas. Således var der hverken italienske eller østrigske statsborgere om bord på flyet, som luftfartsmyndighederne mistede kontakten til fredag aften.

Derudover er de malaysiske myndigheder også ved at undersøge identiteten på yderligere to passagerer.

/ritzau/