På trods af at Rusland i disse dage sættes under pres fra dele af den vestlige verden, virker det ikke til, at landet lader sig kue.
I en telefonsamtale med den amerikanske udenrigsminister John Kerry skulle Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, have advaret USA mod at gribe til "forhastede og hovedløse skridt, der vil kunne skade det russisk-amerikanske forhold, særligt sanktioner", skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Det vil uundgåeligt ramme USA som en boomerang, skulle truslen lyde fra udenrigsministeren.
En russisk talsmand for Vladimir Putin har tidligere understreget, at Rusland vil gengælde alle amerikanske sanktioner.
Vestlige landes troværdighed ødelagt
Et forslag om, at forhandlinger mellem Rusland og Ukraine bør medieres af Vesten bliver mødt med hån fra russiske side.
Ifølge en talsmand for Vladimir Putin kan Rusland ikke andet end at smile af forslaget.
Det skyldes ifølge talsmanden, at de vestlige landes handlinger under Ukraine-krisen har ødelagt deres troværdighed.
Britiske The Guardian skriver dog, at talsmanden samtidig udtrykte håb om, at en ny Kold Krig ikke var på vej.