Observatører forhandler på andendag om adgang til Krim

De 40 observatører, der er sendt til Krim, er stadig ikke kommet frem, og det kommer de sandsynligvis heller ikke, lyder det fra Forsvarskommandoen.

Det er endnu ikke lykkedes de ukrainske styrker at forhandle sig frem til, at OSCE-observatørerne får adgang til Krim-halvøen. (Foto: © Vasily Fedosenko, Scanpix)

Torsdag aften blev OSCE-observatører ved vejspærringerne til Krim-halvøen nægtet adgang.

Fredag har meldingen været den samme til de omkring 40 observatører fra de bevæbnede styrker, der kontrollerer afspærringerne. Og det selv om man ellers havde fået en officiel invitation til området af den ukrainske regering.

- Observatørerne befinder sig ved kontrolposten, og den ukrainske militæreskorte forsøger at forhandle med dem ved posten.

Det fortæller oberstløjtnant i Forsvarskommandoen Jens Mortensen, der senest hørte fra de danske udsendinge omkring klokken 14.00.

OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) er en sikkerhedsorganisation med 57 medlemmer fra Europa, Centralasien og Nordamerika. Organisationen arbejder primært med konfliktforebyggelse, krisestyring og reformstøtte inden for demokrati og menneskerettigheder.

Adgang i ukrainsk interesse

Det er de ukrainske styrker, der håndterer forhandlingen. Det er derfor uvist, hvad forhandlingerne helt præcist går på, da OSCE-observatørerne ikke er direkte indblandet i disse forhandlinger.

- Men overordnet set er det i ukrainernes interesse, at man får observatørerne ind, så de kan se, hvad der foregår, forklarer Jens Mortensen.

- Man påstår jo fra russisk side, at det ikke er russiske styrker, der har kontrollen over Krim. Og hvis man så forestiller sig, at der er tale om russiske styrker, så vil man naturligvis være imod, at observatørerne kommer ind. Men det her er bare gisninger.

En vigtig pointe for Ukraine

Ifølge Jens Mortensen er det langt fra sandsynligt, at observatørerne tillades at komme ind på Krim.

Faktisk vil han blive overrasket, hvis resultatet ikke endnu engang bliver, at observatørerne nægtes adgang.

Endnu en afvisning vil tvinge de ukrainske styrker og de udsendte fra OSCE at trække sig tilbage i aften og så forhandle om at få adgang til Krim igen i morgen.

Et forløb, der med stor sandsynlighed kan vare frem til 12. marts, som er den periode, som observatørerne har til at vurdere situationen.

Selv hvis dette bliver tilfældet, vil invitationen ikke blot være spildte kræfter, mener Jens Mortensen.

- Om ikke andet så vil resultatet være, at ukrainerne klart har kunnet vise omverdenen, at en del af det ukrainske territorium ikke er kontrolleret af Ukraine, men faktisk er besat af ikke-ukrainske styrker.

- Det er også en vigtig pointe for Ukraine.