Inden for ganske få dage kan Ruslands rolle i Ukraine blive ubehagelig for russiske rigmænd med forretninger i Europa.
På torsdagens hastemøde i Bruxelles besluttede de 28 regeringsledere i EU nemlig, at flere enkelte russere skal udpeges, så EU-lederne med et enkelt vink kan beslutte sig for at indfryse russiske værdier eller nægte dem indrejse til EU-lande.
Det fortalte den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt efter mødet.
- Det er jo de allerrigeste mennesker, som har indeståender i europæiske banker eller har finansielle forhold i Europa, som man kan ramme på den her måde. Og det tror jeg egentlig vil være et ganske effektivt værktøj, siger Helle Thorning-Schmidt.
EU's udenrigstjeneste og EU-kommissionen går med det samme i gang med at lave en udførlig liste over de enkeltpersoner, som vil blive ramt, hvis Rusland ikke kommer til forhandlingsbordet i sagen om Ukraine.
Kun politiske sanktioner nu og her
Indtil videre har EU-lederne dog kun vedtaget politiske sanktioner, hvilket drejer sig om, at unionen midlertidigt stopper samtaler om liberalisering af visa-regler og økonomisk samarbejde med Moskva.
Antallet af russiske soldater på halvøen Krim i Ukraine er vokset kraftigt over de seneste uger, hvilket har fået USA og EU til at reagere skarpt mod Rusland, som ifølge den danske statsminister overtræder internationale love.
Bare i løbet af torsdagens møde i Bruxelles blev situationen forværret i Ukraine, mener Helle Thorning-Schmidt, og derfor reagerer EU-lederne også så kraftigt.
- Det er et meget tydeligt signal til russerne om, at de skal trække sig tilbage, og hvis de ikke gør det, så har det konsekvenser for forholdet mellem Rusland og EU, siger statsministeren.
Hele forholdet er på spil
Hvis russerne sågar vælger at optrappe konflikten, kan det gå ud over forholdet mellem EU og Rusland generelt. Og det kan komme til at gøre ondt på den russiske økonomi, der har EU som det klart største eksportmarked.
I løbet af torsdagen kom der desuden nyheder frem om en folkeafstemning om løsrivelse af Krim. Den betegnede Helle Thorning-Schmidt som "fuldstændig uacceptabel", og uanset et eventuelt resultat vil EU-landene ikke anerkende den.