Krim-regering: Krim er nu en del af Rusland

Ukrainske soldater på Krim betragtes nu som besættere. Eneste lovlige styrker er de russiske, lyder det.

De eneste legitime styrker på Krims jord fra og med nu er Ruslands væbnede styrker, siger Krims vicepremierminister. (Foto: © VASILY FEDOSENKO, Scanpix)

De ukrainske soldater på Krim vil fra i dag blive opfattet som en besættelsesstyrke. Sådan lyder det fra den pro-russiske regering på halvøen.

Samtidig er Krim fra og med i dag en del af Rusland, siger halvøens vicepremierminister, Rustam Temirgalijev ifølge Reuters.

Det er konsekvensen af, at Krims parlament torsdag enstemmigt vedtog at bryde alle bånd med Ukraine og i stedet tilslutte sig Rusland.

Beslutning om Krim er gyldig fra i dag

Spørgsmålet om Krims tilhørsforhold til enten Rusland eller Ukraine skal først til en folkeafstemning om 10 dage, men parlamentets beslutning har retsgyldighed fra i dag, lyder det fra Krims vicepremierminister.

Samtidig fastslår han, at de eneste legitime styrker på Krims jord fra og med nu er Ruslands væbnede styrker.

Ukraine: Krim er stadig ukrainsk

Under et hasteindkaldt EU-topmøde torsdag siger Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, på et pressemøde i Bruxelles, at Krim var, er og forbliver en integreret del af Ukraine.

Og premierministeren afviser på meldingerne fra Krim-regeringen om, at ukrainske soldater på Krim er at betragte som en besættelsesstyrke.

- Vi ser det som en militær aggression, vi ser det som værende uacceptabel brug af russisk militær, siger han ifølge ritzau.

- Russiske tropper har allerede blokeret ukrainske militære områder, men vi står ved vores ukrainske militær, og vi vil gerne rose det ukrainske militær for dets håndtering af krisen på Krim, siger Jatsenjuk.

Lidegaard: Frygter for optrapning

Siden 1992 har Krim været en autonom republik i den ukrainske stat, og derfor er det den ukrainske forfatning, der gælder.

Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), siger ved afslutningen af sit besøg i Ukraine, at han frygter, at situationen omkring Krim optrappes efter dagens beslutning.

Lidegaard mener, at beslutningen på Krim kan skabe flere alvorlige konflikter.

- Jeg frygter, at det er noget, der kan optrappe situationen. Og jeg mener, at den eneste farbare vej frem er, at man sætter sig til forhandlingsbordet, for Krim er jo en del af Ukraine, siger han til ritzau.

USA: Krim-afstemning er ugyldig

Fra amerikanske embedsmænd lyder det torsdag, at en folkeafstemning går imod folkeretten.

- Det er et land med klart definerede grænser, og det er i sidste ende kun Ukraines folk, der kan foretage beslutninger om deres politiske fremtid, siger en amerikansk embedsmand til ifølge ritzau til nyhedsbureaet AFP.

/DR Nyheder