Nato neddrosler samarbejdet med Rusland på grund af konflikten på den ukrainske halvø Krim.
Det meddeler Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen efter dagens møde i Nato-Rusland-Rådet.
- Vi har suspenderet planlægningen af den første mission mellem Nato og Rusland. Det er den maritime eskortering af det amerikanske skib, som skal destruere Syriens kemiske våben, siger Anders Fogh Rasmussen ifølge Ritzau.
Indstiller også møder
Ifølge Reuters vil Nato også gennemgå alt igangværende samarbejde, og alle møder på tjenestemandsplan vil blive indstillet både "civile og millitære", siger Anders Fogh Rasmussen.
Dog understreger generalsekretæren, at Nato stadig holder døren åben for Rusland ved at holde møder på ambasadørniveau.
Samarbejde med Ukraine oprustes
Mens møderne med Rusland vil blive holdt på et minimum, vil Nato samtidig opruste samarbejdet med Ukraines civile og millitære lederskab.
Det sker efter de seneste dages intense konflikt på den ukrainske halvø Krim, hvor russiske styrker har belejret millitærbaser og lufthavne.
Den russiske fremrykning skete efter flere måneders protester i hovedstaden Kijev, som endte med, at den pro-russiske præsident, Viktor Janukovitj, blev afsat og måtte flygte fra landet.