Hillary Clinton: Putin gør som Hitler i 1930'erne

USA's tidligere udenrigsminister mener, at Ruslands præsident benytter sig af samme retorik og taktik som Hitler før Anden Verdenskrig.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, sammenligner nu præsident Putin med Hitler. (Foto: © Kevin Lamarque/ Scanpix /Scanpix)

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton bruger nu stærke ord til at beskrive Ruslands præsident Putin og hans ageren på den ukrainske halvø Krim.

Til et arrangement i Califorien sammenlignede Clinton den russiske præsident Putin med Adolf Hitler i dagene op til starten på Anden Verdenskrig.

Clinton: Putin bruger invasionsretorik

På et pressemøde i går talte præsident Putin om, at han og Rusland kun blandede sig i den ukrainske situation, fordi Rusland var på en 'humanitær mission' på Krim for at beskytte det russisk-talende mindretal i det østlige Ukraine.

- Og hvis det lyder bekendt, så er det fordi, det er det samme, som Hitler gjorde tilbage i 1930'erne, siger Hillary Clinton ifølge Washington Post.

Nabolande er nervøse for Rusland

Dengang talte Hitler om at beskytte tysktalende mindretal uden for de tyske grænser, før han annekterede Østrig og et stykke af Tjekkoslovakiet for siden at invaderede Polen og dernæst en række andre europæiske lande.

- Hitler blev ved med at sige, at alle de etniske tyskere, der boede i Tjekkoslovakiet og Rumænien og andre lande, ikke blev behandlet ordentligt. At han blev nødt til at gå ind i landene for at beskytte sit folk. Og det er det (den samme retorik fra Putin, red.), der har gjort alle så nervøse, siger Hillary Clinton.

Polen bange for gentagelse af historien

En række tidligere sovjet-stater har i de seneste dage udtrykt bekymring for krisen på Krim og Ruslands måde at blande sig i et andet lands konflikter på.

Så sent som i går holdt Nato et ekstraordinært møde under den såkaldte Artikel Fire, der kun benyttes, når Nato-medlemslande føler sig truet på deres suverænitet af andre lande.

Indkaldelsen til mødet skete på opfordring af Polen og Estland, der begge føler, at Ruslands ageren i Ukraine netop udgør en sådan trussel.