Alt tyder på, at der kommer nye sammenstød mellem pro-russiske demonstranter og kampklædte politifolk i Donetsk senere i eftermiddag.
Det fortæller DR's reporter i Donetsk, Matilde Kimer.
- Demonstranterne siger, at de vil bryde igennem politiets barrikade kl. 15 dansk tid. Det kan godt blive voldsomt, siger hun.
Selvudnævnt guvenør: Politiet vil fjerne sig for os
Tidligere i dag evakuerede politiet det lokale parlament i Donetsk for de pro-russiske demonstranter, der havde besat bygningen i mandags og indført et interimistisk selvstyre med egen 'folkeudnævnt guvenør'.
Siden har ca. 100 kampklædte politifolk dannet en fysisk mur foran parlamentets hoveddør.
Men nu vil de pro-russiske demonstranter altså at genindtage parlamentsbygningen, fortæller den selvudpegede guvenør.
- Han siger til mig, at han har et godt forhold til politiet - og demonstranterne har en forestilling om, at politiet bare træder til side og lader dem løbe ind i bygningen igen. Men det tvivler jeg på kommer til at ske, siger Matilde Kimer.
Russisk flag en protest mod EU og USA
De pro-russiske demonstranter er utilfredse med den nye midlertidige regering i Ukraines hovedstad Kijev, som de mener er alt for venligtstemte overfor EU.
- De mener, at USA og Vesten er i gang med at sponsere en revolution i landet, og at Ukraine er en proxy-kampplads mod Rusland, fortæller Matilde Kimer.
- For folk herude i Øst-ukraine er Rusland en venlig og stabil nabo. De fleste taler russisk, de handler med Rusland, sælger deres varer til Rusland og føler sig meget mere knyttet til Rusland end til EU, siger hun.
Derfor har demonstranterne også ladet det russiske flag vaje over parlamentsbygningen i Donetsk som et tegn på, at de frasiger sig indflydelsen fra EU og Vesten.
Kan komme til kamp mellem pro-russere og pro-ukrainere
Men nu har pro-ukrainske demontranter meldt, at de går på gaden i Donetsk i aften kl. 17 dansk tid.
- Pro-Maidan har meldt, at de holder en moddemonstration i Donetsk i aften. Højre Sektor kommer også og det er bad news, for det kunne godt betyde sammenstød, siger Matilde Kimer, som netop har forladt pladsen foran parlamentet for at gøre sig klar til aftenens demonstrationer.
- Jeg er ved at iklæde mig skudsikker vest og hjelm inden vi går ud på gaden og skal stå imellem de to parter igen, fortæller Matilde Kimer.
Se en video fra Donetsk, hvor kampklædte politifolk har taget opstilling foran demonstranterne, øverst i artiklen.