Sanktionerne hagler ned over Rusland, og præsident Vladimir Putin er utilfreds.
Han mener ikke, at de politiske spændinger om Ukraine skal smitte af på Ruslands økonomiske samhandel med "traditionelle partnere".
- Vi oplever allerede kendte politiske spændinger, men det bør ikke påvirke vores nuværende økonomiske samarbejde, fortæller han medlemmer af den russiske regering.
- Det er ikke nødvendigt at gøre en vanskelig situation værre, vi er nødt til at samarbejde med alle vore traditionelle partnere, mens vi selvfølgelig samtidig sikrer vores egne interesser, siger han.
"Pisk ikke tingene op"
Den samme holdning deler EU ikke og slet ikke USA, der har svoret at ville isolere Rusland diplomatisk, politisk og økonomisk, medmindre de russiske styrker, der har indtaget den ukrainske halvø Krim, vender tilbage til deres base.
Men Putin holder fast.
- Det er ikke nødvendigt at piske stemningen op og gøre politiske overvejelser til et vigtigere emne end økonomisk samarbejde, mener han.
EU-ledere samles torsdag til et ekstraordinært topmøde for at drøfte øjeblikkelige sanktioner over for Rusland.
EU er Ruslands absolut største samhandelspartner.
/Ritzau/