Det første Ruslands præsident gør, når han har slået sine krystalblå øjene op, er at tage en svømmetur på en times tid.
Det foregår som regel i en svømmepøl og af og til i Sortehavet, som Vladimir Putins residens kigger udover.
Og skal man tro på mediebilledet af Putin, er der ikke blot tale om en damet gang brystsvømning.
Nej, Putin tager naturligvis butterfly svømmetag - de mest krævende og de mest machosvømmetag inden for genren.
Superhelten Putin
Billedet af Putin, der svømmer butterfly i Sortehavet, er gået verden rundt. Men ikke nok med det:
Vi har set Putin i bar overkrop til hest, Putin med fiskestang, Putin på hvaljagt, barmavet Putin med riffel, Putin med sibirisk tiger, Putin flyvende med traner, og Putin der dykker og dukker op til overfladen med et antikt fund fra havets bund.
Iscenesættelsen af den 61-årige stormagts-præsident som fysisk aktiv 'superhelt' er så insisterende, at den bliver opfattet som komisk især i den vestlige verden.
Nedenfor kan du se Putins liv i billeder:
Sender ikke mails
Det er ikke mange detaljer, der er sluppet ud om privatpersonen Putin. Han er single, efter han sidste år blev skilt fra Lyudmila Putina, som han har to døtre med.
Når Vladimir Putin skal slappe af, sker det med klassisk musik, men hans yndlingsnummer er 'Yesterday' med The Beatles.
Teknologi bruger han ikke meget tid på. Faktisk har han aldrig sendt en mail i sit liv.
- Jeg bruger ikke teknologi. Jeg bruger ikke en gang mobiltelefon. Mine ansatte gør det for mig, og de gør det fantastisk, har Putin sagt i et interview med det amerikanske magasin Time.
Putin som chokolademand
Vladimir Putin dyrker det traditionelle billede af manden som et fysisk stærkt og handlekraftigt væsen. Han har respekt for handling, ikke ord.
Og store dele af Rusland køber og kan lide billedet af deres stærke leder, der især nyder stor opbakning i landområderne.
Her er det ikke ualmindeligt at finde et billede af Vladimir Putin på en central placering i hjemmet, og præsidenten er afbilledet på et hav af russiske souvenirs.
I 2004 var et spiseligt portræt af Putin formet i chokolade for eksempel gavehit i Moskva.
Stærk russisk økonomi
Og hvad er vejen til russernes hjerter så belagt med?
Det korte svar er russiske rubler blandet med en stærk udenrigspolitik, der bestemt ikke lefler for USA og Vesten.
Men først og fremmest er det økonomien, der gør Putin populær.
For i modsætning til sin vodka-dansende økonomisk uansvarlige forgænger Boris Jeltsin, er hård statskontrol med erhvervslivet kodeord for den tidligere KGB-agent og spionchef, Vladimir Putin.
Hvor Rusland i 1998 nærmest var gået bankerot, og almindelige russere mistede deres sparepenge, er det lykkedes Putin at vende den russiske økonomi med imponerende vækstrater på syv procent årligt.
Ruslands vigtigste kilde til en sund økonomi har været naturressourcer. Olie, gas og tømmer har gjort mange russere voldsomt rige, men det er også kommet menige russere til gode.
Mange russere er dog også efterladt uden for opsvinget.
Men analysen er, at så længe økonomien går godt, ser russerne igennem fingre med de udemokratiske sider af Putin-styret.
Den del, der involverer korruption, en urimelig statskontrol af erhvervslivet, medier og at systemkritikere rask væk ryger i fængsel, eller det der er værre.
Vladimir Putins største fjende er derfor en skrantende økonomi, for det kan føre kritik fra den russiske opposition med sig.
Putin er ikke en revolutionens mand. Han har kaldt Sovjetunionens sammenbrud for "den værste katastrofe i det 20. århundrede".
Bange for oprør
Uafhængige russiske kommentatorer beskriver Putin som "rædselsslagen for, at oppositionen hjemme skal hente styrke i Kijev".
De mener også, at det er derfor, han er gået ind på Krim-halvøen.
- Han straffer Maidan-bevægelsen (oprørsbevægelsen i Ukraine, red.) for at vise, at folkelig opstand kan vælte regimer, og han straffer sin egen opposition for at ønske ham ad helvede til.
- Han er drevet af had, ikke til nogen på Krim, men i Kijev og Moskva, siger Lilja Sjevtsova, forsker ved tænketanken Carnigie i Moskva til Politiken.
Manglende charme
Med sine bare 1 meter og 67 centimeter rager Vladimir Putin ikke højt op. Men hans tilstedeværelse fylder i rummet, fortæller folk, der har mødt ham.
De beskriver Putins blik som isnende blåt og køligt. Han spilder hverken tiden med small talk, eller på noget så banalt som at blinke med øjene, og han er kendt for sit stirrende blik.
Som Henry Kissinger har sagt:
- Han tror ikke på personlig charme.
Afbrød middag
Det var heller ikke Putins overvældende charme, der mødte en journalist fra det amerikanske magasin Time.
I anledning af, at magasinet udnævnte Vladimir Putin til 'Årets Person i 2007', fik de et tre en halv times interview efterfulgt af en personlig tre retters middag med præsidenten.
Efter forretten rejste Vladimir Putin sig pludselig op og afbrød aftenen med ordene:
- Vi er færdige med at spise, der er ikke mere på bordet, så lad os kalde det for en dag. Farvel, sagde han så og forlod rummet.
Journalist og fotograf sad måbende tilbage, og var ikke klar over, om de havde fornærmet den russiske præsident med deres spørgsmål.
Væk var han i hvert fald.
Putins forvirring
I denne uge var Vladimir Putin tilbage i rampelyset og rollen som stærk mand, da han for første gang forklarede hele verdenen, hvad han har gang i Ukraine.
Russiske tropper har besat Krim-halvøen, alligevel benægter Putin, at tropperne er russiske, selv om New York Times blandt andet har fotograferet russiske nummerplader på en af kampvognene.
Mangeårig DR-korrespondent i Rusland Samuel Rachlin mener, at pressemødet var en klassisk Putin-manøvre.
- Det er en del af hans strategi. Han bruger løgnene og forstillelsen som politisk middel, siger Samuel Rachlin til DR Nyheder.
Se et udpluk af Vladimir Putins fritidsaktiviteter nedenfor:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53170842a11f9d09208c4cc5