Rusland og USA kæmper om sandheden om Ukraine

Der er kæmpe forskel på, hvordan Ukraines situation ser ud gennem russiske og vestlige mediebriller.

I medierne kæmper både Rusland og USA om at tage ejerskab over 'sandheden' om, hvad der egentlig sker i Ukraine lige nu. Opfattelserne er nemlig vidt forskellige. (Foto: © Alexey Nikolsky/Dimitar Dilkoff, Scanpix)

Kampen om Krim og Ukraines fremtid udkæmpes ikke kun af bevæbnede styrker og via politiske sanktioner.

Også i medierne foregår der en hård kamp om at tage ejerskab over sandheden om, hvad der i virkeligheden sker i de ukrainske provinser lige nu, fortæller DR's udsendte medarbejdere i Ukraine og Rusland.

Folkets oprør eller fascister på togt?

Mens vestlige medier i vidt omfang forsøger at tegne et billede af, at folket har rejst sig i Kijev og gjort oprør mod en korrupt regering, så er virkeligheden helt anderledes set med russiske briller.

Her fremstilles oprørerne som bevæbnede bøller, der forsøger at smadre det ukrainske samfund.

- De bliver i russiske medier anset for at være fascister, ekstremister og terrorister, der har taget magten i Kijev og nu forsøger at indføre deres dekadente livsform i resten af Ukraine, siger Thomas Ubbesen, DR's udsendte medarbejder på Krim.

- Det er en italesættelse af konflikten som er i diametral modsætning til den, vi hører i vesten, siger han.

Russisk medie: USA tager Krim, hvis vi ikke gør det

Eksemplerne på denne kamp på ord er mange. I mandags skrev det russiske medie gazeta.ru en overskrift, der bar budskabet:

- Hvis ikke Rusland tager Krim, så gør USA.

Og i selve artiklen blev Krim omtalt som en hvepserede, der var besat af vestlige styrker.

Samme dag bragte det amerikanske medie Time Magazine en artikel, hvor det fremgik, at Ruslands præsident Putin var i strid modvind for sin taktik på Krim og at 73 procent af den russiske befolkning var imod en invasion af Krim.

Men den seneste meningsmåling offentliggjort på russiske medier viser, at Putin ikke har været mere populær i hjemlandet i to år, og at mindst 67 procent af vælgerne støtter præsidentens handlinger på Krim.

Begge sider benytter Nazi-sammenligninger

I forgårs sammenlignede den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton den russiske præsident Putins ageren i Ukraine med Hitlers før invasionen af Tjekkoslovakiet og Polen op til Anden Verdenskrig.

Hårde ord fra amerikansk side, men samme retorik bliver faktisk brugt i Rusland i disse dage, siger Steffen Kretz, DR's korrespondent i Moskva.

- Forleden sammenlignede det største nyhedsprogram herovre situationen i Kijev med situationen i Tyskland lige før nazisterne overtog magten i 1930'erne.

Fra russisk side er argumentet, at man beskytter sine russiske medborgere i gammelt russisk land mod fascister og ekstremister, der har tilranet sig magten gennem en voldelig revolution.

- Hver dag i medierne herovre får man det indtryk, at mange millioner russiske statsborgere i Ukraine er tvunget til at lave deres eget hjemmeværn for at forsvare sig mod revolutionære elementer i Kijev, der har sendt en demokratisk valgt regering og præsident på flugt, siger Steffen Kretz.

Øst-ukrainere hører kun russiske medier

Netop denne retoriske forskel mellem Vesten og Rusland er med til at skabe noget af den uro, vi oplever for tiden i det østlige Ukraine.

For det er ikke kun russerne, der får deres information fra de russiske tv-medier, der i stor stil er styret af præsident Putin. Det russisktalende mindretal i Ukraine modtager deres nyheder fra samme tv-stationer.

Og det er de russiske budskaber, der har fået hundredevis af russisktalende ukrainere på gaderne i de øst-ukrainske byer Donetsk, Kharkiv og Lugansk, hvor der i går og i dag har været sammenstød mellem pro-russere på den ene side og pro-ukrainere på den anden.

- Her frygter folk, at bøllerne fra Kijev rykker ud og overtager resten af landet, fordi det er det budskab, de hører gentaget igen og igen i medierne, siger DR's udsendte journalist i Donetsk, Matilde Kimer.

Hemmelige aflytninger lækket

Og kampen om sandheden stopper slet ikke her. I går eftermiddag begyndte en historie at florere på de sociale medier om, at Estlands udenrigsminister havde viden om, at det var ukrainsk-venlige snigskytter, der skød og dræbte omkring 88 ubevæbnede demonstranter på Uafhængighedspladsen i Kijev.

En hemmelighed, han delte med EU's udenrigspolitiske chef, Catharine Ashton, over en telefonsamtale.

Dette skulle bevise, at Vesten i virkeligheden vidste, at den afsatte ukrainske præsident Janukovitj var uskyldig i folkedrabet i Ukraine - men alligevel havde støttet de voldelige aktioner.

Afsløringen kom dog kun frem, fordi telefonsamtalen mellem Estlands og EU's udenrigsministre var blevet aflyttet - af russiske efterretningsstyrker.

USA afslører: Rusland klargør atomvåben

Modspillet fra USA har haft samme intense dunst af koldkrigsmetoder. Her har USAs regerings officielle talsmand udsendt en liste over Ruslands præsident Putins '10 løgne om Krim'.

Her fremhæver USAs regering blandt andet, at de kamptropper, der lige nu besætter flere militære anlæg på Krim - og som præsident Putin hævder ikke er russiske tropper - kører rundt i russiske køretøjer med russiske nummerplader. Og at soldaterne 'frivilligt identificerer sig selv som russiske sikkerhedsstyrker, når de bliver spurgt af internationale medier'.

Samtidig har det amerikanske forsvarsministerium frigivet satellitbilleder fra en russisk atomvåben-base tæt på den ukrainske grænse, hvor flere bombefly er indtegnet.

Et tegn på, at russerne opruster og gør sig klar til at benytte atomvåben i konflikten med Vesten og Ukraine.

Selv Oscar-taler bliver klippet

Og intet budskab er tilsyneladende helligt i denne krig på ord.

Da skuespilleren Jared Leto i weekenden holdt takketale under årets Oscar-uddeling i Hollywood, kom han med en støtteerklæring til de ukrainere, der bekæmpede russisk besættelse på Krim.

- Til alle jer derude, der ser med fra steder som Ukraine, vil jeg sige, at mens I kæmper for at få jeres drømme til at blive til virkelighed, så tænker vi på jer, sagde Jared Leto i sin tale.

Men da sammendraget af Oscar-uddelingen blev vist på russisk stats-tv, var netop Jared Letos takketale på forunderlig vis klippet ud.