USA spiller med musklerne i Baltikum

Luftvåbnet får øget træning. Samtidig øger USA deres patruljering af luftrummet, siger den amerikanske forsvarsminister.

Amerikanerne vil blandt andet øge deres patruljering af luftrummet. Her ses en af deres fly over Libyen

USA vil udvide det militære samarbejde med Polen og de baltiske stater, Estland, Letland og Litauen.

Det sker for at vise USAs støtte til sine allierede efter Ruslands intervention i Ukraine, siger Chuck Hagel, den amerikanske forsvarsminister.

- Her til morgen arbejder forsvarsministeriet på at gennemføre tiltag, der støtter vore allierede, siger Hagel onsdag eftermiddag dansk tid.

Øger patruljering i luftrummet

Han tilføjer, at der for Polens vedkommende er tale om øget træning inden for flyvevåbnet.

Samtidig vil USA øge sin rolle inden for Natos patruljering af luftrummet over de baltiske stater.

Hagel oplyser også, at han håber, at han senere onsdag kan tale med sin kollega i Ukraine.

Stabschefen for det amerikanske militær, general Martin Dempsey, har ifølge Hagel drøftet situationen med sin russiske kollega tidligere onsdag.

En del af Sovjetunionen

Ruslands optræden i krisen i Ukraine, hvor der ifølge Vesten er sendt russiske soldater til den ukrainske halvø Krim - Rusland kalder det lokale selvforsvarsstyrker - har skabt nervøsitet og uro i flere andre af de tidligere sovjetrepublikker.

De tre baltiske republikker var en del af Sovjetunionen, indtil kommunistblokkens sammenbrud for over 20 år siden.

Polen var ikke en del af Sovjetunionen, men Polen var en del af det Østeuropa, der blev styret fra den russiske hovedstad, Moskva, som også var hovedstad i Sovjetunionen.

/ritzau/AFP