Fogh: Nato-landene står sammen

Nato vil holde skarpt øje med situationen i Ukraine, men støtter stadigvæk en fredelig løsning.

Anders Fogh Rasmussen læste en kort erklæring op efter dagens møde i FN's sikkerhedsråd. (© DR)

Nato-landene står sammen mod Rusland.

Det slår Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen fast efter dagens møde i sikkerhedsrådet.

- På trods af gentagne opfordringer fra det internationale samfund bliver Rusland ved med at krænke Ukraines integritet.

- Disse udviklinger udgør seriøse implikationer i de euroatlantiske område. I solidaritetens ånd, står Natos allierede tæt sammen i denne krise, sagde Anders Fogh Rasmussen på et kort pressemøde efter mødets afslutning.

Støtter konstruktive tiltag

Mødet var indkaldt af Polen på baggrund af Atlanterhavspagtens artikel fire, som giver Nato-lande mulighed for at indkalde sikkerhedsrådet, hvis de føler sig truet af en anden nation.

For at sikre freden blev man ifølge Anders Fogh Rasmussen enige om, at følge udviklingen nøje og intensificere deres vurdering af konflikten.

- Vi vil fortsat støtte alle konstruktive tiltag mod en fredelig løsning, som er i overensstemmelse med internationale love, siger han.

Anerkender ikke regering

Mødet kommer efter russiske styrker er begyndt at rykke ind på den ukrainske halvø Krim.

Det skete i kølvandet på flere måneders protester i Ukraines hovedstad Kijev, som resulterede i, at den siddende præsident Viktor Janukovitj forlod landet.

På et pressemøde i dag kom det frem, at Ruslands præsident, Putin, betragter protesterne som et kup, og at han ikke anerkender den nye midlertidige regering i Kijev.