Den russiske præsident, Vladimir Putin, beordrer styrker, der har deltaget i militærøvelser i det centrale og vestlige Rusland, tilbage til deres baser, siger en talsmand fra Kreml til nyhedsbureauer.
Militærøvelsen har intet at gøre med de russiske styrker, der har sat sig på den ukrainske halvø Krim.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ny situation?
Ændrer tilbagetrækningen af de russiske soldater noget i forhold til situationen på Krim-halvøen?
Nej, siger lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen til DR Nyheder.
- Det ændrer ikke noget i forhold til Krim. Der står vi stadivæk i en meget uafklaret situation, hvor begge parter står og stiirrer på hinanden og prøver at se på, hvem der tør at skyde først. Det det hele handler om er at undgå, at man selv gør det.
Har omringet Ukraines baser
Russiske soldater har blandt andet omringet Ukraines militære baser på Krim-halvøen, hvor Rusland har strategisk vigtige flådebaser inden for de seneste dage.
Sent mandag lød det tilmed, at russisk militær havde taget kontrol over en ukrainsk grænsepost ved en færgeovergang mellem Ukraine og Rusland, og at russerne var i færd med at sende mandskabsvogne med soldater ind på den ukrainske halvø.