Ukrainske soldater bevogter porten ind til deres base ved Perevalnoye på den ukrainske halvø Krim.
Basen er omringet af russiske soldater, der har givet ukrainerne et ultimatum:
- De skal nedlægge våbnene og overgive sig ellers bliver de tvunget til det, fortæller DR's udsendte reporter, Thomas Ubbesen fra militærbasen.
Men både ukrainerne og russerne på basen virker kampklar, fortæller Thomas Ubbesen.
- Her 30 centimeter fra mig står en gruppe russiske soldater i fuld kampuniform og skarpt bevæbnet til tænderne, og to meter længere henne står de ukrainske soldater lige så svært bevæbnede bag et hegn, siger han.
Sorte masker om øjnene
Flere hundrede russiske soldater har omringet militærbasen. De har sorte masker om øjnene og har umiddelbart ingen russiske kendetegn på sig.
- Men vi ved, de er russere. Og de står bare og venter på ordren til at storme den her forlægning, siger Thomas Ubbesen.
Mellem soldaterne har civile samlet sig, og flere af dem er kommet op at toppes.
- Det er lige ved at blive den gnist, der kan få det hele til at eksplodere, fortæller Thomas Ubbesen.
Forreste række bliver skudt først
Thomas Ubbesen er ikke i tvivl om, at de ukrainske soldater vil blive stormet, hvis de undlader at efterleve det russiske krav om at nedlægge våbnene.
- Der står en mur af ukrainske soldater med stormrifler parat og panservogne bagved. Det er første række af dem, der bliver skudt, hvis det kommer til ildkamp, siger Ubbesen og tilføjer:
- Så det er en meget farlig situation, de står i.
Han fortæller, at ukrainerne over for ham har nægtet at nedlægge våbnene.
Russerne har overtaget kontrollen
De russiske soldater har overtaget kontrollen med både bygninger, havnebyer, militærbaser og selvstyreparlamentet i byen Simferopol på Krim. Det fik flere af EU's udenrigsministre til at opfordre den russiske præsident Vladimir Putin til at nedtrappe situationen på Krim.
Og lørdag aften ringede den amerikanske præsident og Putin sammen, hvor Obama advarede Putin mod at gå ind i Ukraine. Og søndag advarede Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen også Rusland.
Ukraine er i højeste alarmberedskab og har tidligere søndag indkaldt alle hærens reserver og bedt udlandet om hjælp.
Hør klippet med journalist Thomas Ubbesen øverst i artiklen.