Putin får tilladelse til at bruge væbnede styrker i Ukraine

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har fået tilladelse af parlamentets overhus til at bruge militære styrker i Ukraine. Hastemøde i FNs Sikkerhedsråd.

Ruslands præsident Putin med Viktor Janukovitj, Ukraines afgående præsident. (Foto: © Alexander Nemenov, Scanpix)

Præsident Putin har fået det russiske parlaments tilladelse til at bruge væbnede styrker i Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en erklæring fra Kreml anmodede Putin overhuset om tilladelsen:

- I forbindelse med den ekstraordinære situation i Ukraine og truslen mod russiske borgeres liv... forelægger jeg det føderale råd en anmodning om at bruge Ruslands væbnede styrker på ukrainsk territorium, indtil der er sket en normalisering af den politiske situation i landet, hedder det i udspillet fra Putin.

Anmodningen blev godkendt enstemmigt.

Nationalister: Grib til våben

Den russiske viceudenrigsminister, Grigory Karasin, siger dog, at godkendelsen ikke behøver at betyde, at Rusland med det samme går militært ind i Ukraine.

- Tilladelsen, som præsidenten har fået, betyder ikke nødvendigvis, at retten vil blive brugt hurtigt, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Klokken 20 dansk tid lørdag holder FNs Sikkerhedsråd hastemøde om Ruslands plan om at bruge militærmagt i Ukraine.

Samtidig har den fungerende ukrainske præsident, Oleksander Turchinov, indkaldt til et hastemøde blandt sine sikkerhedschefer, oplyser hans talskvinde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge den ukrainske avis Ukrainian Pravda har mindst en af de nationalistgrupper, der var med i demonstrationerne imod Janukovitj, opfordret sine medlemmer til at mobiliserer sig og gribe til våben.

Parlament omringet

De russiske tropper har omringet den lokale parlamentsbygning i byen Simferopol på den ukrainske halvø Krim.

Lufthavnene på Krim er midlertidigt lukkede, og russerne prøver også at få kontrol over en militærbase med antiluftskyts på Krim.

En kvinde vifter med et russisk flag i byen Balaclava på Krim. (© Scanpix)

Den seneste udvikling på Krim har fået flere lande til at advare mod situationen i Ukraine og bede russerne om en forklaring.

- Situationen på Krim er blevet betragteligt mere akut. Uanset hvem, der kommer mere olie på flammerne nu med ord eller handlinger, går de bevidst efter at få situationen til at eskalere siger den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier.