Janukovitj holder første pressemøde siden flugt: Mit liv var i fare

Janukovitj beskrev sin flugtrute gennem flere ukrainske byer, hvor han ifølge eget udsagn blev beskudt med automatvåben.

Janukovitj sagde ved dagens pressemøde, at han vil vende tilbage, når han får internationale garantier for sin sikkerhed. (© Scanpix)

Ukraines afsatte præsident vil fortsætte sin kamp for Ukraine og vende tilbage, når tilstanden tillader det.

- Jeg blev nødt til at forlade Ukraine under en trussel mod mit liv og mine nærmestes liv. Magten er blevet grebet af pro-fascistiske unge mennesker.

- Jeg vil fortsætte kampen for Ukraines fremtid.

Det siger Viktor Janukovitj ved sit første pressemøde, siden han flygtede fra Ukraine, hvor han indtil sidste uge var præsident.

Eks-præsidenten mener dog ikke, at der var tale om en egentlig flugt, men blot at han "flyttede sig" fra sted til sted.

Pressemødet bliver afholdt i det sydlige Rusland i byen Rostov ved Don.

Flugtrute

Under pressemødet fortalte Janukovitj om den rute han valgte ud af landet. Først tog han fra Kijev til Kharkov i det østlige Ukraine.

- Jeg blev beskudt af automatvåben. Den bil, der dækkede mig, blev beskudt fra alle sider, jeg var ikke alene.

- Da vi kom til Kharkov den 22. begyndte sikkerhedsfolkene at få info om, at der var radikalt indstillede grupper på vej. Jeg var ikke bange, siger han.

Efter Kharkov tog han til Donetsk og så Lugansk tæt på den russiske grænse. Fra Lugansk tog han til Krim-halvøen.

Janukovitj tilføjede, at han mener, at Krim-halvøen skal forblive en del af Ukraine. Halvøen har været plaget af uroligheder i de seneste dage. Blandt andet overtagelse af en regeringsbygning og blokader af to lufthavne.

En ven i Rostov

Han forklarer, at han er i Rostov ved Don i Rusland på grund af personlige forbindelser.

- Jeg er her, fordi der bor en gammel ven. Jeg er kommet til ham for at finde et midlertidigt asyl, siger Janukovitj.

Janukovitj gentog også flere af sine pointer fra tidligere. Nemlig at han mener, at Ukraines parlament er illegitimt, at ansvaret for blodsudgydelserne under protesterne i Ukraine ligger hos demonstranterne, og at han aldrig har givet ordre til at skyde på demonstranterne.

Desuden mener han, at krisen i hans hjemland skyldes Vestens uansvarlige støtte til protestbevægelse på Uafhængighedspladsen.

88 døde

Janukovitj blev afsat efter flere måneders uro, der sluttede med nogle særdeles voldsomme dage, hvor mindst 88 mennesker mistede livet.

Der har været spekuleret meget i, hvor Janukovitj har opholdt sig, men det kom frem i går, at han har bedt Rusland om beskyttelse. Ifølge en russisk kilde, har Rusland accepteret anmodningen, men det er ikke bekræftet.

Janukovitj: Jeg er den legitime præsident

Ved samme lejlighed sagde han i en udtalelse, at han ser sig selv som den legitime præsident i Ukraine.

Senere torsdag annoncerede en kilde tæt på Janukovitj, at han ville holde pressemøde i Rostov ved Don fredag.

Derfor mente man i går, at han måtte befinde sig i Rusland. Men det blev ikke endeligt bekræftet.

Ukraine har bedt Rusland om at udlevere Janukovitj, såfremt han er i landet.

Men Ukraine skal ikke regne med at få ham udleveret, det har Peter Munk Jensen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, tidligere vurderet.