Efter væbnede prorussiske aktivister tidligere i dag indtog lokalregeringens parlamentsbygning på halvøen Krim i Ukraine, satte Debatten på DR2 i aftes fokus på Ukraines vaklende fremtid. En af debattørerne er ikke i tvivl:
- Jeg tror, Ukraine bliver delt. Det er medmindre EU beslutter sig for at gå tilbage til den plan, hvor der bliver udskrevet valg til den 25. maj, og Janukovitj bliver anerkendt som præsident. Det anser jeg som helt udelukket," siger Anna Libak, der er redaktør på Weekendavisen, uddannet sprogofficer i russisk og har været korrespondent i Rusland.
Værten på programmet, Clement Kjersgaard, fik slået fast, hvor sandsynligt Libak mener, dette scenario er.
- Det er fuldkomment sandsynligt. For mig er spørgsmålet i virkeligheden også, om russerne tager hele det tværindustrielle område med, hvor våbeneksporten til Rusland er, og hvor al kul, stål og jern er," siger Libak.
Anders Fogh Rasmussen, Natos generalsekretær, opfordrer Rusland til ikke at handle på nogen måde, der kan øge spændingerne eller føre til misforståelser. Samtidigt opfordrede den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, Rusland til at slutte sig til USA og andre allierede for at hjælpe til med at stabilisere Ukraine.