Analytiker: Ukraine får ikke Janukovitj udleveret

Hvis den afsatte præsident Viktor Janukovitj opholder sig i Rusland, skal Ukraine ikke regne med at se ham igen, vurderer en analytiker.

Det er usikkert, hvor Viktor Janukovitj opholder sig, men hvis han befinder sig i Rusland allerede, skal Ukraine ikke regne med at få ham udleveret, siger analytiker ved DIIS. Her ses Janukovitj (tv.) med Ruslands præsident Vladimir Putin. Arkivfoto. (Foto: © YURI KOCHETKOV, Scanpix)

Hvis den afsatte ukrainske præsident er i Rusland, skal Ukraine ikke regne med at få ham udleveret til retsforfølgelse.

Det vurderer Peter Munk Jensen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Ukraine har efterlyst Viktor Janukovitj internationalt, men nu har Rusland lovet ham beskyttelse.

- Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at få ham udleveret, hvis Rusland er besluttet på at beskytte ham, siger Peter Munk Jensen.

Uvist hvor Janukovitj er

Det er endnu uvist, hvor Janukovitj opholder sig, siden han i sidste uge flygtede fra sit præsidentpalads efter flere dages voldsomme uroligheder i hovedstaden Kijev.

Torsdag siger en russisk kilde til nyhedsbureauet Interfax, at Janukovitjs har bedt om russisk beskyttelse, hvilket er blevet imødekommet på den russiske føderations territorium.

Anerkender ikke ny regering

- Rusland anerkender ikke den nye ukrainske regerings legitimitet. De anser den for at være kommet til magten ved et statskup.

- De ser sig derfor ikke bundet af den ukrainske regerings internationale arrestordre, da den i deres øjne er udstedt af en ulovlig regering, siger Peter Munk Jensen.

Et russisk medie mener at have set Janukovitj i Moskva, hvilket dog fortsat ikke er blevet bekræftet.

Kan give dårligt omdømme

Uanset, hvor den afsatte ukrainske præsident opholder sig, så overrasker den russiske udmelding om beskyttelse til Janukovitj Peter Munk Jensen.

- Som jeg ser det, har Rusland ikke meget at vinde ved det, men masser at tabe i form af forargelse, kritik og dårligt omdømme for at huse en ”massemorder”.

- Måske Putin gør det for at vise andre russisk-venlige ledere rundt omkring, at Rusland ikke svigter dem, hvis de kommer i uføre, siger senioranalytikeren.

Tidligt torsdag indtog bevæbnede mænd en lokal regeringsbygning på Krim-halvøen.

Planlagt øvelse

Det fik den ukrainske indenrigsminister til at hæve beredskabet for politiet, og Rusland har også sat jagerfly i kampberedskab.

Men flyenes forøgede beredskab er ifølge Peter Munk Jensen planlagt.

- Det er del af en tidligere planlagt russisk militærøvelse, hvor kampberedskabet øves i Vest- og Centralrusland, siger han.

Nato og flere europæiske lande er bekymrede for udviklingen på Krim-halvøen. Men situationen er under kontrol, mener senioranalytikeren.

- Spændingerne er meget store på Krim med det russiske befolkningsflertal på den ene side og et mindretal af ukrainere og tatarer på den anden. Der har allerede lydt røster fra russiske befolkningsgrupper om løsrivelse, og at man vil ”hjem” til Rusland.

- Det er klart, at ukrainske myndigheder ikke kan tillade dette. Og det kan føre til konfrontation.

- Stemningen er spændt, men under fuld kontrol. Der bliver raslet med sabler, men hverken Rusland, Ukraine eller Vesten har interesse i yderligere eskalation, siger Peter Munk Jensen.