Nato, USA, Tyskland og Polen er bekymrede over udviklingen i Ukraine.
Senest har bevæbnede mænd overtaget en lokal regeringsbygning på Krim-halvøen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Efterfølgende har Ukraine sat landets politi i alarmberedskab, og det samme har Rusland gjort med sine kampfly nær den ukrainsk-russiske grænse.
Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, er bekymret over udviklingen.
- Jeg opfordrer Rusland til ikke at foretage nogen handlinger, der kan eskalere spænding eller føre til misforståelse, siger Fogh.
Tyskland: Ukraine må ikke splittes
Tyskland forsvarsminister er ligeledes foruroliget.
- Vi er bekymrede over begivenhederne i Krim. Det vigtigste er at undgå en opsplitning af Ukraine, siger Tysklands forsvarsminister Ursula von der Leyen, der ankom til et møde for Nato's forsvarsministre i Bruxelles.
Polen: Farligt skridt
Polens udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, kalder besættelsen for et farligt skridt.
- Det er et dramatisk skridt, og jeg advarer dem, der har gjort det og dem, der har tilladt dem at gøre det, fordi det er sådan, at regionale konflikter begynder. Det er et farligt spil, siger Polens udenrigsminister ved en pressekonference.
Polen og Tyskland var med til at forhandle den aftale på plads, der i sidste uge satte en stopper for urolighederne i Ukraine.
USA til Rusland: Forhold jer i ro
USA's forsvarsminister, Chuck Hagel, advarsler til Rusland om at forholde sig i ro over for sin nabo Ukraine. Det skriver Ritzau.
- Jeg forventer, at andre lande vil respektere Ukraines suverænitet og undgå provokerende handlinger. Det er derfor, jeg holder nøje øje med Ruslands militærøvelser langs Ukraines grænser, siger Chuck Hagel og fortsætter:
- Jeg forventer, at Rusland vil være helt åben om disse aktiviteter, og jeg opfordrer dem til ikke at tage skridt, der kan blive fejlfortolket eller kan føre til fejlslutninger på et meget sårbart tidspunkt; et tidspunkt med meget store spændinger.
Den amerikanske forsvarsminister siger, at han i løbet af torsdag eftermiddag vil drøfte situationen i forhold til Ukraine per telefon med sin russiske forsvarsministerkollega, Sergej Shoigu.
- Det er tid til køligt og klogt lederskab. Vi fortsætter samarbejdet med vores russiske modparter, siger Hagel.
Udsending indkaldt
Ukraines udenrigsminister har indkaldt Ruslands fungerende udsending til omgående samtaler, efter besættelsen i Simferopol.
Rusland har kaldt sin ambassadør i Ukraines hovedstad Kijev hjem for at konsultere, efter den tidligere præsident Viktor Janikovitj blev afsat og flygtede i sidste uge.
De bevæbnede mænd i regeringsbygningen har hævet det russiske flag over regeringsbygningen.
Så sent som i går var der sammenstød mellem pro- og antirussiske grupper i Simferopol.