Den eftersøgte Viktor Janukovitj har tilsyneladende levet en desperat tilværelse som magtfuld ukrainsk topfigur.
En bunke dokumenter afslører nemlig ikke kun, at eks-præsidenten til det allersidste havde planer om at knuse protesterne på Uafhængighedspladsen Kijev med hæren.
Janukovitj gik så langt for at få den kontroversielle retsforfølgelse af tidligere premierminister Julia Timosjenko til at fremstå som det rigtige i den vestlige verden, at Ukraines regering hyrede amerikanske juridiske rådgivere til at udfærdige holdninger og udtalelser, skriver avisen New York Times.
Den generelle opfattelser har ellers været, at fængslingen af Julia Timosjenko for at have forhandlet en gasaftale med Rusland på plads, som stred imod Ukraines interesser, har været politisk motiveret fra Janukovitjs side, og at hun blev fængslet for at være en trussel mod ham.
Oplysninger tørrer og siver
Dokumenterne viser også, at Janukovitj-regeringen bag linjerne forsøgte at påvirke magthaverne i både Washington og Moskva og at opnå støtte til den politiske retning i det østeuropæiske land.
De efterladte dokumenter fiskede dykkere i weekenden op af en sø ved Janukovitjs gigantiske residens i udkanten af Kijev, som demonstranter har overtaget kontrollen med.
Mens de stille og roligt tørrer, siver oplysningerne om aktiviteterne på de indre linjer i Janukovitjs regering altså ud i det åbne.
Lokale journalister i Kijev affotograferer de fundne dokumenter og lægger dem ud på den Wikileaks-lignende side Yanukovychleaks.org.
Her fremgår det blandt andet, at Janukovitjs enorme residens med zoologisk have og golfbane er blevet betalt igennem kontrakter med virksomheder i Ukraine.
Måske i Moskva
Mindst 88 mennesker blev dræbt i sammenstød mellem politiet og demonstranter, der besatte Uafhængighedspladsen i Kijev i over tre måneder.
Janukokovitj flygtede fredag aften, og parlamentet har siden frataget ham alle magtbeføjelser.
Ifølge russiske medier befinder Janukovitj sig i øjeblikket i nærheden af Moskva, men oplysningerne er ikke bekræftet.
De nye ukrainske myndigheder har udstedt en arrestordre på eks-præsidenten, der eftersøges for massemord.