Det største spørgsmål i Ukraine: Hvor er Janukovitj?

Ukraines afsatte præsident, Viktor Janukovitj, er stadig på flugt. Rygterne går blandt andet på, at han befinder sig på et russisk skib.

Hvor er denne mand? Spekulationerne om den afsatte ukrainske præsident Janukovitjs skjulested fortsætter. (© Scanpix)

De seneste tre dage har Viktor Janukovitj angiveligt zig-zagget sig igennem et laset Ukraine i jagten på venner, men det er lige nu meget usikkert, hvor den afsatte præsident befinder sig.

Den fungerende indenrigsminister i Ukraine, Arsen Avakhov, har lagt en gennemgang af Janukovitjs færden siden fredag ud på sin Facebook-profil, og det er ikke så få steder, han tilsyneladende er blevet spottet, skriver nyhedsbureauet AP.

Lørdag aften dukkede Janukovitj op i den østlige del af Ukraine, nærmere bestemt i byen Kharkiv kun 40 kilometer fra den russiske grænse. Her sammenlignede Janukovitj i et optaget video-interview oppositionens demonstranter med nazister og erklærede, at han stadig var Ukraines præsident.

Det er indtil videre hans sidste offentlige optræden.

Nægtet flyve-tilladelse

Journalisten Zurab Alasania fra Kharkiv har fortalt, at han så Janukovitj i byen lørdag aften - sammen med sin stabschef Andriy Klyuev og flere livvagter.

Det var forventet, at Janukovitj lørdag ville møde op til en konference for pro-russiske politikere i Kharkiv, men efter video-interviewet tog han med helikopter sydpå mod Donetsk, hvor han efter sigende forsøgte at flyve til Rusland.

En aktivist spiller golf i Janukovitjs baghave. (Foto: © Konstantin Chernichkin, Scanpix)

Men grænsevagter blokerede flyet på grund af mangel på fornøden dokumentation til at forlade Ukraine. Efter at have tilbragt nogle timer i en bolig ved lufthavnen i Donetsk, kørte kortegen klokken 22 mod Krim-halvøen i den sydlige del af Ukraine.

Mødte Avakhov i lufthavn

Ifølge den fungerende indenrigsminister Avakhov nåede Janukovitjs kortege Krim-halvøen 400 kilometer sydvest for Donetsk i løbet af søndagen.

Her indlogerede eks-præsidenten og hans følge sig ved et populært feriested og fik oplysningerne om, at det ukrainske parlament havde frataget ham alle magtbeføjelser.

Det fik Janukovitj til at forsøge at køre ind til en militær lufthavn i Sevastopol ved kysten, men her mødte han Arsen Avakhov og den nye leder af Ukraines sikkerhedstjeneste - og vendte om igen.

En aktivist spiller golf i Janukovitjs baghave. (Foto: © Sergei Supinsky, Scanpix)

Dernæst tog Janukovitj hen til en privat bolig i kystbyen Balaclava, hvor han forsøgte at få et overblik over, hvem i hans følge fortsat ønskede at være loyale. Og det var ikke mange.

Efter midnat kørte Janukovitj så med resterne af sit følge i tre biler i ukendt retning.

I Donetsk eller på russisk skib?

Ifølge New York Times går de seneste rygter på, at Janukovitj lige nu befinder sig på et russisk skib - eller sin egen yacht - ud for byen Sevastopol på Krim-halvøen.

En aktivist spiller golf i Janukovitjs baghave.

Men der er også gisninger om, at han kan være vendt tilbage til området omkring Donetsk, hvor hans fødeby Yenakiyeve ligger.

Spekulationerne går tilmed på, om Janukovitj og hans følge har reelle intentioner om at flygte til Rusland, og om Putin overhovedet vil byde ham velkommen.