Journalister finder beviser for Janukovitjs eklatante overforbrug

Bunker af efterladte dokumenter afslører storforbruget hos den afsatte ukrainske præsident Viktor Janukovitj.

Journalisterne er i gang med at tørre og organisere de mange tusinde dokumenter, de har fundet i Viktor Janukovitjs residens. Til sidst vil de offentliggøre alle dokumenterne på en database. (Foto: © Yaroslav Vaiss, Scanpix)

Ukrainske journalister mener allerede nu at kunne dokumentere Viktor Janukovitjs enorme overforbrug.

Ukraines forsvundne præsident havde et kæmpe galeonskib i baghaven, flere golfbaner til rådighed, veldekorerede svømmebassiner og en mindre zoologisk have med antiloper og andre sjældne dyr.

De sociale medier blev i går oversvømmet med billeder fra Viktor Janukovitjs præsidentboligkompleks, som ligger omtrent 20 kilometer fra hovedstaden Kijev i Ukraine.

Men på samme tid fandt ukrainske journalister titusindvis hemmelige dokumenter i og omkring residensen. Blandt andet nogle, der var smidt i en sø, og andre, der var forsøgt brændt.

Beviser på storforbrug

En dykker fandt blandt andet 160 mapper med regninger, kontrakter og forsikringer.

Ifølge den engelsksprogede avis KyivPost har journalister allerede fundet beviser i det omfattende materiale på, at den for tiden forsvundne præsident havde overdådige forbrugsvaner i forbindelse med konstruktionen af paladset.

Det 140 hektar store bygningskompleks hedder Mesjihirija på ukrainsk og er officielt ejet af Tantalit, som ifølge avisen er en kompliceret virksomhed præget af korruption og grådighed.

Møbler og træ for millioner

Et af dokumenterne viser, at en af Tantalits direktører i juni 2006 planlagde at købe møbler og træ for lige over 11 millioner kroner til et af husene i bygningskomplekset.

Andre dokumenter påviser, at lignende store summer blev tilbydt til konstruktionen af et vandingsanlæg til græsplænen og udsmykningen af skiltet ved kompleksets udendørs skydebane.

Blandt dokumenterne var der også sortlister over folk, der ikke måtte komme i nærheden af præsidentens bygningskompleks.

Fandt også sortliste

På listen var der ifølge KyivPost medlemmer af den ukrainske feministgruppe FEMEN, en række journalister og nogle aktivister fra højrenationalistiske bevægelser. Af sidstnævnte var blandt andre Tetjana Tjornovol på listen.

Hun blev i december udsat for et voldeligt overfald, som hun gav Janukovitj skylden for. Som journalist og aktivist brugte hun meget tid på at afdække korruption i Ukraine.

Journalisterne er lige nu i gang med at tørre og registrere alle de fundne dokumenter. Bagefter vil de samle dem i en offentligt tilgængelig database.

KyivPost har forsøgt at indhente en kommentar fra Viktor Janukovitj, men han er nærmest sporløst forsvundet. efter han i går morges flygtede fra præsidentboligen.