Lidegaard om aftale i Ukraine: EU’s strategi er lykkedes

Udenrigsminister Martin Lidegaard mener, at aftalen i Ukraine kan tilskrives EU’s forhandlere.

Martin Lidegaard (R) glæder sig over EU's indsats i Ukraine, hvor det er lykkedes at få parterne til at underskrive en aftale. (Foto: © DR, DR)

- En god nyhed for Ukraine og Europa.

Sådan betegner udenrigsminister Martin Lidegaard (R) aftalen mellem Ukraines præsident Janukovitj og oppositionen.

Martin Lidegaard mener, at EU's plan lykkedes.

-Hvis det her holder, og vi får en aftale, så er EU's strategi lykkedes nemlig at få lavet en overgangsregering, hvor alle parter i Ukraine er repræsenteret, siger udenrigsministeren til DR Nyheder.

Freden får en chance

Aftalen kommer efter flere dages voldsomme uroligheder, der har kostet snesevis af mennesker livet i Kijev.

Den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, der på vegne af EU har været med til at forhandle aftalen, mener, at den åbner for fred i Ukraine.

- Det giver freden en chance. Det åbner vejen til reformer og til Europa. Polen og EU støtter det, siger han på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Martin Lidegaard har samme håb, men understreger, at Rusland også spiller en stor rolle i forhold til Ukraine.

- Jeg tror ikke, at det kan lade sig gøre at samle Ukraine om en fælles demokratisk fremtid, hvis det ikke sker i samarbejde med både øst og vest.

I første omgang er det dog afgørende, at valget kommer, og at det kommer hurtigt.

- Jeg håber, at der bliver udskrevet valg hurtigst muligt, så vi kan få renset luften, siger Martin Lidegaard.

Martin Lidegaard mener, at EU skal forsøge at knytte Ukraines borgere tættere til EU i fremtiden.

- Jeg så gerne, at vi laver en masse udveksling af studerende og andre civile indsatser, så vi knytter de ukrainske borgere tættere til Europa, uden at det sker på bekostning af Rusland, siger udenrigsministeren.

Skyldige bør retsforfølges

Kampene mellem demonstranter og det ukrainske politi og militær har kostet mindst 77 døde.

Martin Lidegaard siger til Ritzau, at de ansvarlige bør retsforfølges.

- Der er allerede nu en meget blodig historie hvor de folk, der har haft et ansvar må tages for domstolene og straffes for det, der er foregået. Det gælder alle niveauer i Ukraine fra top til bund, inklusiv præsidenten, siger han.