Eks-premierminister fra fængslet: Vi skal ikke forhandle

Drabet på aktivister kan ikke tilgives, så derfor må oppositionen ikke forhandle med Viktor Janukovitj.

Julia Timosjenko sammenligner den siddende præsident med et farligt dyr. (© Scanpix)

Det nytter ikke at forhandle mere med regeringen i Ukraine. Det mener den tidligere premierminister og medlem af oppositionen, Julia Timosjenko.

I et åbent brev på aktivisternes hjemmeside opfordrer hun aktivisterne til at standse forhandlingerne og i stedet gå efter at vælte præsidenten.

- Jeg kræver, at oppositionen aldrig sætter sig ved forhandlingsbordet med Janukovitj igen.

- Fra dette øjeblik er det eneste krav fra landet, vores samfund, oppositionen, det internationale samfund og alle moralske personer, at Janukovitj bliver fjernet fra posten, skriver Julia Timosjenko.

Drab bliver aldrig tilgivet

Julia Timosjenko brev er sendt fra det fængsel i Kharkiv, hvor hun har været indespærret siden 2011 på grund af anklager om korruption.

I brevet fremhæver hun de mange aktivister, der er blevet dræbt af politiets skud, som grunden til at oppositionen skal droppe fremtidige forhandlinger.

- Dette kan ikke og vil aldrig blive tilgivet, skriver hun.

Verden må gribe ind

Udover sin opfordring til oppositionen appellerer Timosjenko også til det internationale samfund om at gribe ind.

- Jeg beder lederne i den demokratiske verden om at finde en måde at få Janukovitj for Den Internationale Straffedomstol, så han bliver isoleret fra det fredelige folk, på samme måde som vi ville gøre med et farligt dyr.

Julie Timosjenkos brev kommer efter den blodigste dag i de tre måneder lange demonstrationer i Ukraine, hvor op mod 70 personer er blevet dræbt.