Tre dræbt under voldsom ballade i Kijev

Nye voldsomme kampe er brudt ud i Ukraines hovedstad, efter at demonstranter blev nægtet at marchere mod parlamentet.

Tre personer meldes dræbt og omkring 150 såret i Ukraines hovedstad, Kijev, ifølge oppositionens læger. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En stor gruppe af utilfredse demonstranter er endt i gadekampe med kampklædt specialpoliti efter, at de blev nægtet at bevæge sig af den rute, de ønskede.

Øjenvidner siger til Reuters, at det er lykkedes politiet at stoppe demonstranterne omkring 100 meter fra landets parlament.

Det internationale nyhedsbureau AFP melder, at demonstranterne forsøger at bane sig vej til bygningen, der huser regeringspartiet.

Demonstranterne forsøger ved deres aktion at lægge yderligere pres på landets præsident Viktor Yanukovitj.

Stenkast blandes med trompetfanfarer og jubelbrøl

Situationen meldes at være kaotisk og minder mest af alt om en blanding af en krigsskueplads og fodboldkamp. Demonstranterne overdænger politimændene med brosten, mens de spiller trompet og bryder ud i jubelbrøl.

Over for dem gemmer politistyrken sig bag deres metal skjolde på samme vis, som man kender det fra den romerske hær. Samtidig forsøger de at bekæmpe demonstranterne med tåregas, gummikugler og vandkanoner.

Oppositionen forsøger at genindføre konstitutionen fra 2004

Det ukrainske nyhedsbureau Interfax-Ukraine melder, at omkring 50 oppostitionsmedlemmer har blokeret talerstolen, fordi deres forslag om at genindføre konstitutionen fra 2004 ikke blev registreret.

En genindførsel af lovgivningen fra 2004 ville betyde, at præsident Viktor Yanukovitj mister nogle af de rettigheder, som han har haft siden 2010.

Se billeder fra tirsdagens sammenstød i Ukraine i videoen i toppen af artiklen.