VIDEO Thailands premierminister muret ude af vrede demonstranter

Demonstranter i Thailand vil stoppe den thailandske premierminister fra at genoptage sit arbejde. Mandag morgen cementerede de derfor portene til regeringsbygningen.

I december fordrev vrede thailandske demonstranter den thailandske premierminister Yingluck Shinawatra fra landets regeringsbygning.

Efterfølgende har hun været tvunget til at bruge et midlertidigt kontor i udkanten af Bangkok.

Men ifølge demonstranterne er hun nu på vej tilbage til regeringsbygningen, og derfor valgte de at benytte en håndgribelig metode for at forhindre, at Yingluck Shinawatra returnerer til sin normale arbejdsplads.

Porte cementeret med betonblokke og sandsække

Mandag morgen placerede demonstranterne store betonblokke foran den ene af portene til regeringsbygningen, og de blev så cementeret fast til jorden.

En anden port til regeringsbygningen blev også blokeret med sandsække, som ligeledes blev cementeret fast.

- Vi vil gøre det hver dag, når vi hører, at Yingluck Shinawatra kommer tilbage. Vi ønsker ikke længere at have hende som premierminister, siger Suthep Thaugsuban, der er demonstranternes leder.

Se de thailandske demonstranter cementere portene til regeringsbygningen fast i et forsøg på at holde premierminister Yingluck Shinawatra fra at returnere i videoen i toppen af artiklen.