Danske teenagere i Prag: Vi skal drikke lektierne væk

Men der skal også være tid til kulturelle oplevelser og god mad, lyder det fra nogle af de danske unge, der holder vinterferie i Prag.

De danske unge har ikke ladet sig afskrække fra at rejse til Prag på trods af, at mere end 30 unge sidste år måtte forbi hospitalet. 18-årige Nanna Pedersen (billedet) glæder sig. (Foto: © Privat)

Godt 6.000 danske gymnasieelever er i de kommende to uger i Prag for at holde vinterferie, og selvom danske teenageres ture til Prag sidste år mest handlede om druk, vold og hærværk, så skal der igen i år festes igennem.

Det siger 19-årige Nanna Pedersen fra Gefion Gymnasium, som sammen med to veninder tog af sted til Prag lørdag.

- Vi skal fejre, at vi snart er færdige med gymnasiet, og vi har også lige fået en SRP-aflevering tilbage, så den skal drikkes væk i Prag. Vi skal virkelig feste, siger Nanna Pedersen.

Det er tredje år i træk, at hun rejser til den tjekkiske hovedstad, og sidste års uroligheder i Prag har blandt andet fået hende og veninderne til at booke et nyt hotel i forhold til sidste år, hvor de boede på Hotel Olympik.

- Der blev smadret en masse døre og køkkener, og der blev røget på alle værelser. Det hele gik lidt amok. Også fordi vi valgte at feste på hotellet i stedet for i byen, fordi der var så mange i byen, at man nærmest ikke kunne bevæge sig, siger Nanna Pedersen.

Episoderne sidste år har også fået Nanna Pedersen til at tænke sig lidt ekstra om denne gang.

- Vi har da bekymringer, for der var jo folk, der blev stukket ned sidste år. Så vi tager for eksempel ikke på det diskotek, hvor der var knivstikkeri, siger hun.

Også tid til kulturelle oplevelser

For 18-årige Benjamin Melchior Neis Nielsen er det første gang, at han er i Prag. Han er på ferie med fire andre gode venner, og de skal ikke kun feste og drikke i vinterferien, siger han.

(Foto: © Privat)

Der skal også være tid til kulturelle oplevelser og god mad.

- Vi skal selvfølgelig i byen, men vi skal også tage den lidt med ro, for det er ikke fedt at tage på ferie og have glemt det hele, når man kommer hjem igen, siger Benjamin Melchior Neis Nielsen.

Benjamin og vennerne fra Silkeborg Gymnasium har talt en del om sidste års hændelser i Prag, og de overvejede også at finde et andet sted end Prag at holde vinterferie.

- Der er kommet et slags tabu over os danskere, fordi der blev ødelagt så meget sidste år, siger Benjamin Melchior Neis Nielsen.

- Det er ret træls, og vi overvejede også selv at sige, at vi kommer fra Tyskland eller Sverige, men nu har vi så købt nogle armbånd til barer og diskoteker, og der kan man se, at vi er danskere, siger han.

Sidste års begivenheder i Prag har helt konkret betydet, at flere af Benjamin Melchior Neis Nielsens klassekammerater fra 2.G på Silkeborg Gymnasium ikke skal med til Prag.

- Vi ville af sted hele klassen, men der var nogle af dem under 18, som ikke måtte for deres forældre på grund af sidste år. Så vi endte med kun at være fem ud af 14 fra klassen, der tager af sted, siger han.

6000 teenagere til Prag

Den danske ambassade i Prag regner med, at der i uge 7 og 8 kommer 6.000-6.500 danskere til Prag for at holde vinterferie.

Sidste år var der cirka 10.000 danske teenagere i den tjekkiske hovedstad.

Du kan se mere om de unges vinterferie til Prag i 21 Søndag i aften klokken 21:00 på DR1.