En helt ny primitiv våbentype er dukket op i det borgerkrigshærgede Syrien på det seneste og har dræbt flere hundrede mennesker.
Tøndebomber.
De er bygget op omkring en gammel tønde, der er fyldt med en eksplosiv blanding af kunstgødning og olie blandet med metalskrot og søm.
Tønderne trilles ud fra regimets fly eller helikoptere, og siden weekenden er mere end 100 mennesker blevet dræbt af disse bomber i byen Aleppo, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
Vilkårlige angreb er forbudt
Men den syriske præsident, Bashar al-Assad, overtræder Genève-konventionerne ved at bruge tøndebomber, vurderer John Kierulf, der har forsket i nedrustning, våbenkontrol og ikke-spredning af våben og henover 40 år har arbejdet med området i Udenrigsministeriet.
- I artikel 51 om beskyttelse af civilbefolkningen står, at vilkårlige angreb er forbudt. Efter min opfattelse falder tøndebomber ind under den paragraf, fordi de anvendes mod civile, siger han.
Det er dog svært at håndhæve et forbud mod tøndebomber, fordi der ikke findes nogen international myndighed, der kan komme efter Assad.
- Men man kan bruge det som politisk pression og tage det med i taler på FN's generalforsamling. Sikkerhedsrådet kan også vedtage sanktioner, men det kræver, at alle fem permanente medlemmer stemmer for, og Rusland vil jo nok nedlægge veto, siger John Kierulf.
Kan bruges ved straffedomstol
De ansvarlige for brugen af tøndebomber kan også tiltales for krigsforbrydelser ved den internationale straffedomstol.
- Så vidt jeg har forstået, anvender de bomberne bevidst mod civile. Det er yderligere et forhold, man kan tage med, hvis man skal tiltale nogen for krigsforbrydelser. De bruger dog typisk bomberne fra fly, og det gør det vanskeligt at finde frem til ansvarlige, siger John Kierulf.
USA's udenrigsminister, John Kerry, fordømte tirsdag tøndebomber og sagde, at de var "endnu en barbarisk handling fra et regime, som har begået organiseret tortur, brugt kemiske våben og som sulter hele samfund ved at blokere for fødevareleverancer til civile".
Ifølge FN har mindst 130.000 mennesker mistet livet i Syrien, siden borgerkrigen brød ud i marts 2011. Flere millioner er samtidig blevet drevet på flugt.