Thailandsk regering: Valget bliver afholdt efter planen

Søndagens kontroversielle valg til parlamentet i Thailand bliver ikke udsat, siger vicepremierministeren.

Parlamentsvalget i Thailand vil som planlagt bliver afviklet søndag på trods af oppositionens trusler om at forstyrre den demokratiske proces. Det siger landets vicepremierminister tirsdag.

- Vi insisterer på, at valget 2. februar skal afholdes, fordi flertallet af befolkningen ønsker det, siger Surapong Tovichakchaikul forud for et møde mellem premierministeren og valgkommissionen, som ønsker at udsætte afstemningen.

Thailand har i flere måneder været plaget af tiltagende politiske uroligheder.

Marionetfigur for sin bror

Tusindvis af mennesker har dagligt demonstreret ved regeringsbygninger i Bangkok mod landets premierminister, Yingluck Shinawatra, som bliver beskyldt for omfattende korruption.

Demonstranterne mener, at hun kun er en marionetfigur for den tidligere regeringschef - hendes bror, Thaksin Shinawatra, der nu lever i eksil.

Regeringen i Thailand indførte i sidste uge undtagelsestilstand i hovedstaden Bangkok og omliggende provinser. Formålet er at forsøge at få kontrol over de mange demonstranter, der ønsker at fjerne premierministeren fra magten.

/ritzau/AFP