Tre bekræftet døde af skud i Ukraine

Tre demonstranter er dræbt af skud under demonstrationer i Ukraines hovedstad Kijev.

Tre demonstranter er bekræftet døde under de voldsomme demonstratiner i Ukraines hovedstad Kijev. (Foto: © Sergei Supinsky, Scanpix)

Den ukrainske rigsadvokat bekræfter, at tre aktivister er blevet dræbt af skud under demonstrationer i hovedstaden Kijev, skriver nyhedsbureauet AFP.

De kaotiske scener i det centrale Kijev brød ud, da Ukraines politi brød gennem barrikader, der var opstillet af aktivisterne.

Politi kastede chokgranater

Politifolk kastede flere chokgranater i det område, hvor demonstranterne stod, da aktivisterne begyndte at kaste med sten. Demonstranter svarede igen med molotovcocktails.

Tidligere har der været forlydender om, at en af de døde var faldet ned fra en bygning, men rigsadvokaten siger, at liget havde skudsår.

Situationen i Ukraine har været ustabil siden november, da landets regering og præsident Viktor Janukovitj afviste at underskrive en handels- og associeringsaftale med EU.

/ritzau/