I denne uge mødes 41 lande i den schweiziske by Montreux, hvor de skal forsøge at finde en løsning på den tre år lange borgerkrig i Syrien. Deltagerne er medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og andre aktører, der har været tæt på konflikten.
Konflikten mellem Assads regime og oprørerne i Syrien har indtil videre kostet 130.000 mennesker livet og drevet over seks millioner mennesker på flugt.
I 2012 mødtes landene første gang for at tale om konflikten. Det førte til Geneve I-aftalen, hvor man besluttede at arbejde for en overgangsregering i Syrien uden Assad.
I disse dage mødes FN så for at diskutere Syrien igen. Men konferencen er en kompliceret diplomatisk størrelse, for mange deltagere har vidt forskellige holdninger til konflikten og forskellige interesser i regionen. Vi har forsøgt at samle trådene.
Stormagterne står på hver sin side
Sammen med USA står Rusland bag konferencen i dag. Siden Sovjet-tiden har Rusland haft et godt forhold til Syrien, og indtil videre har de nedlagt veto i FN's sikkerhedsråd mod aktioner mod Syrien. De mener ikke, at der er behov for et regimeskifte, og samtidig forsyner de al-Assad med våben.
Kineserne mener heller ikke, at der er brug for et regimeskifte og har også nedlagt veto mod en militær aktion.
På den anden side står amerikanerne, der støtter oprøret. De har allerede gennemført økonomiske sanktioner mod Syrien, og går også ind for en militær aktion mod regimet.
Europa støtter oppositionen, men ved ikke hvordan
De europæiske lande ønsker alle en politisk løsning på konflikten. Tre lande står dog udenfor, blandt andet Danmark.
Frankrig, Storbritannien og Danmark har således tilkendegivet, at de er villige til at overveje en militær intervention i Syrien, hvis det kan presse al-Assad til at gå af - selv hvis det betyder, at man skal gøre det uden tilladelse fra FN.
Derudover har Frankrig og Storbritannien arbejdet for, at EU skal ophæve sin våbenembargo, så de kan sende våben til oprørerne.
Den arabiske verden er splittet
I de arabiske lande er der stor uenighed om, hvordan konflikten skal håndteres. Den Arabiske Liga, som blandt andet tæller Jordan og Kuwait, har smidt Syrien ud af sammenslutningen og støtter alle en politisk løsning.
Libanon, Irak og Algeriet er officielt neutrale, men modsætter sig alligevel en militær aktion. Alle landene er splittet internt i to store grupperinger, som enten støtter al-Assad eller oprørerne.
I Egypten støttede den afgående præsident og Det Muslimske Broderskab oprørerne, men det nye militærstyre har trukket støtten tilbage. Og som det eneste arabiske land har de talt direkte imod en vestlig aktion i Syrien.
Qatar og Saudi-Arabien støtter aktivt oprørerne i Syrien med både våben og penge og er også fortalere for en vestlig aktion.
Og alle de andre
Schweiz er vært for konferencen, og forholder sig som altid neutralt til konflikten. Deres mål er en våbenhvile og fredelige politiske forhandlinger.
Syrien selv deltager også i form af repræsentanter fra regimet og oppositionen. Regimet har dog på forhånd meldt ud, at det ikke har tænkt sig at diskutere nogen former for overgangsregering.
I stedet vil man fokusere på kampen mod terrorisme.
Som rosinen i pølseenden skulle Iran også have været med, som Syriens allierede. Men USA pressede FN til at trække invitationen tilbage, fordi Iran ikke støttede beslutningen fra 2012 om at arbejde for en overgangsregering.
Iran betragtes ellers som en nøglespiller i konflikten, og mange ekspert mener ikke, at der kan komme en løsning på konflikten, med mindre landet involveres i forhandlingerne.