Den længe ventede fredskonference, hvor en løsning på konflikten i Syrien skal diskuteres, trues i sidste øjeblik af afbud fra den syriske opposition.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Den syriske opposition vil ikke deltage i fredskonferencen, med mindre FNs Ban Ki-Moon trækker Irans invitation tilbage, skriver talsmand for Syriens Nationale Koalition Louay Safi på Twitter.
Iran står bag Assad
Sent søndag aften kom det frem, at FN-chefen rækker hånden frem mod Teheran og inviterer iranerne, der har accepteret og lovet at være konstruktive under fredskonferencen.
Det iranske styre har længe støttet Syriens præsident, Bashar al-Assad.
- Jeg har sagt gentagne gange, at jeg tror stærkt på, at Iran er nødt til at være en del af en løsning på konflikten i Syrien, siger Ban Ki-Moon ifølge CNN.
Men også USA har udtrykt bekymring for invitationen af Iran.
Over 100.000 ofre
Målet med fredskonferencen er at skabe en overgangsregering, der kan sætte en stopper for den konflikt, der siden marts 2011 har hærget landet og kostet mere end 100.000 mennesker livet.
6,5 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem i Syrien, og knap 2,5 millioner mennesker er flygtet til udlandet.
Alene søndag blev mindst 155 mennesker slået ihjel, ifølge oppositionen.
Fredskonferencen finder sted i Montreux, som ligger på den schweiziske side af Genève-søen.