Syrisk opposition mødes med Assad

Efter lang tids uvished har de syriske oprørere besluttet sig for at deltage i fredskonference i Schweiz, hvor præsident Assad også deltager.

En af de syriske oppositionsledere, Badr Jamus, har sammen med resten af oppositionen besluttet sig for at deltage i fredskonference i næste uge. (Foto: © MHD Ziadeh, AFP/Scanpix)

Den syriske opposition har besluttet sig for at deltage i fredskonferencen i Genève i den kommende uge. Det skriver Reuters.

Dermed mødes oppostionen med præsident Bashar al-Assad, som i forvejen har indvilliget i at deltage i konferencen.

Lørdag mødtes repræsentanter fra de forskellige syriske oprørsmilitser for at beslutte, hvordan man skulle forholde sig til fredskonferencen, der er sponsoreret af det internationale samfund.

I en hemmelig afstemning besluttede Syriens Nationale Koalition med stemmerne 58 mod 14 at deltage i fredsmødet, der indledes onsdag.

Langvarig debat

Der har ellers længe været tvivl om, hvorvidt de syriske oprørere ville deltage i fredsmødet, eller om de ville dukke op med forskellige ønsker.

Og onsdag kom det frem, at rivalisering mellem Qatar og Saudi-Arabien har ført til krise mellem de forskellige oprørsgrupper.

Qatar spiller en stadig mere vigtig rolle i det internationale diplomati efter klart at have støttet de folkelige opstande for demokrati under Det Arabiske Forår, men siges også at støtte militante grupper, som er imod fredsforhandlingerne.

Borgerkrig i Syrien skal sluttes

Fredsmødet skal finde en løsning på den syriske borgerkrig, der til marts har hærget landet i tre år.

I Syrien er over 100.000 mennesker dræbt, 6,5 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem i Syrien, og knap 2,5 millioner mennesker er flygtet til udlandet.

FN skønner, at der er brug for 35 milliarder kroner til ofrene i sin største appel om nødhjælp nogensinde. Danmark har meddelt, at man vil give 200 millioner kroner til nødlidende syrere og flygtninge.

Konferencen finder sted i Montreux, som ligger på den schweiziske side af Genève-søen.

/ritzau/Reuters