Øjenvidner: Ingen tør køre med tog og bus

Et eksplosion vækkede mandag morgen borgerne i Volgograd. En selvmordsbomber detonerede i en bus.

Russiske brandmænd og sikkerhedsfolk inspicerer den ødelagte elektriske bus i Volgograd. Mindst 12 personer er dræbt og over 20 er såret, da en bombe ødelagde en elektrisk bus i den sydlige russiske by Velograd.

Beboerne i Volgograd stiger ud af busser og andre offentlige transportmidler og går på fortorvet. Eller de forsøger at praje en af byens allerede optagede taxaer.

Sådan er situationen i den sydrussiske by efter et bombeangreb på den elektriske bus nummer 15 mandag morgen. Angrebet sker mindre end et døgn efter, at en kvindelig selvmorder sprængte sig selv og 15 andre i luften på byens store centrale banegård.

I dagens busangreb er mindst 12 mennesker dræbt og 28 såret.

- Jeg bor 200 meter fra det sted, hvor bomben sprang, og jeg passerede det på vej til arbejde, siger Sergey Stukalov til det russiske nyhedsbureau RIA Novosti.

- Vi er rædsesslagne. Alle stod af busserne og sporvognene for at fortsætte til fods.

Flere firmaer er gået i fælleskab for at få pendlerne på arbejde, da mange ikke tør bruge den offentlige transport, skriver RT.

Panik bredte sig

Hvem der stod bag angrebet, ved man ikke endnu. DR Nyheders ruslandsmedarbejder, Matilde Kimer, fortæller, at en mandlig selvmorder kan stå bag - men der er også ubekræftede rygter om, at bomben i bussen var tidsindstillet og fjernudløst.

- Flere var såret og panikken spredte sig. Inden for få minutter ankom politiet, ambulancer og brandbiler. Alle veje blev afspærret og evakuret, imens politiet ledte efter flere bomber, forklarede Alina Averyasova til Voice of Russia.

Skrigende mennesker

- Folk er fuldkommen chokeret og i vildrede. Det er det andet terrorangreb på to dage og det tredje inden for de sidste måneder. Jeg var der et kvarter efter bomben sprang, siger Artem Tolkachev til Life News.

Den russiske sikkerhedstjeneste er i gået i gang med at indsamle videomateriale fra overvågningskameraer i området og i Moskva er sikkerheden blevet skruet op.

Buschaufføren er fortsat i live og ligger på hospitalet. Øjenvidner siger, at han var under oplæring.