Øjenvidne: Folk lå på jorden og skreg og bad om hjælp

Mindst 13 er dræbte, og 27 er sårede. Et barn er blandt de dræbte, og en pige er i livsfare efter terrorangreb i Rusland.

Sprængstof, der svarer til en bombe på 10 kilo.

Det bar den kvindelige selvmordsbomber, som søndag formiddag sprængte sig selv og mindst 13 andre i luften på en banegård i den sydrussiske by, Volgograd.

Nogle nyhedsbureauer skriver, at mindst 18 er dræbte, men det nøjagtige antal er ikke meldt officielt ud endnu.

Lå på jorden og skreg

- Folk lå på jorden og skreg og bad om hjælp, siger et øjenvidne til terrorangrebet, Alexander Koblyakov, til en russisk TV-station.

Et andet vidne, Vladimir, uddyber:

- Jeg så smeltede og fordrejede stykker af metal, knust glas, og lig, der lå på gaden.

Ifølge DR Nyheders Ruslandsmedarbejder, Mathilde Kimer, er minimum ét barn dræbt, og en ni-årig pige er i overhængende livsfare.

(Foto: © Fra Youtube)

Sårede flyves til Moskva

Det russiske sundhedsministerium oplyser, at 42 er sårede, og flere af dem skal flyves til Moskva for at modtage behandling. 27 personer er indlagt - 10 af dem har så alvorlige skader, at man frygter, at de vil omkomme.

Man har netop fundet selvmordsbomberens hoved, siger en anonym sikkerhedskilde til Interfax - og dermed skulle en identifikation ligge lige for.

Hver dag rejser 3500 mennesker gennem banegården i Volgograd.

Samler penge sammen

Angrebet har naturligvis rystet Volgograd. Den lokale guvernør, Sergey Bozhenov siger, at man vil udbetale en million rubler - det svarer til cirka 165.000 danske kroner - til de efterladtes familier. Man holder officielle sørgedage fra den 1. til den 3. januar.

Præsident Putin beordrer myndighederne til at "træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre sikkerhed", og det betyder, at man allerede er i højeste beredskab i lufthavne og på banegårde.

Volgograd er tidligere kendt som Stalingrad og ligger tæt på den urolige region Kaukasus. I en video, der blev lagt på nettet i juli, opfordrer en oprørsleder Doku Umarov - han er tidligere tjetjensk krigsherre - militante til at bruge " maksimal kraft " for at forhindre præsident Putin i at iscenesætte OL.